Politikere er åbne for økonomisk hjælp til retsvæsnet

Det kan blive nødvendigt at tilføre flere ressourcer, når retsvæsnet skal afvikle sagspuklerne. Det siger flere partier i Folketinget, der også overvejer længere retsdage og retsmøder i andre bygninger. Regeringen afviser ikke økonomisk hjælp.
"Tiden er kommet til at tilføre flere ressourcer til retsvæsnet, for sagspuklerne er voldsomt store," siger Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti. | Foto: Jens Dresling
"Tiden er kommet til at tilføre flere ressourcer til retsvæsnet, for sagspuklerne er voldsomt store," siger Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti. | Foto: Jens Dresling

Der var bred politisk opbakning, da regeringen i sidste uge besluttede at genåbne domstolene. Men der er brug for yderligere tiltag for at gøre noget ved de store bunker af sager, der har hobet sig op, lyder det fra flere partier på Christiansborg.

"Tiden er kommet til at tilføre flere ressourcer til retsvæsnet, for sagspuklerne er voldsomt store. Det var de allerede før nedlukningen, og de er bestemt ikke blevet mindre," siger Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti.

Lignende meldinger kommer fra regeringens støtteparti, Radikale Venstre. Retsordfører Kristian Hegaard fortæller, at han har bedt justitsminister Nick Hækkerup (S) undersøge muligheden for en ny økonomisk hjælpepakke.

"Radikale Venstre er bestemt åbne for at give retsvæsnet ekstra ressourcer. Vi fik i efteråret vedtaget en nødhjælpspakke til Anklagemyndigheden, og det kan også blive nødvendigt ift. domstolene nu," siger Kristian Hegaard.

"Retssikkerheden er fundamental for samfundet. Det er vigtigt, at den er sikret," fortsætter han.

Alternative løsninger

AdvokatWatch skrev fredag, at advokatbranchen efterspørger politisk handling for at få afviklet sagspuklerne. Længere retsdage, inddragelse af weekender og aflysning af retsferien er nogle af de forslag, der er blevet nævnt – og det kommer med en pris.

"Vi har haft alverdens hjælpepakker i den her periode, og nu er man også nødt til at komme med en pakke, der kan hjælpe retssystemet i gang," sagde forsvarsadvokat Mette Grith Stage til AdvokatWatch.

Venstres Preben Bang Henriksen, der er formand for Folketingets Retsudvalg, er glad for branchens villighed til at arbejde mere for at få bugt på sagspuklerne. Han har tidligere agiteret for netop dette og også foreslået, at man i en periode ansætter specialanklagere.

"Det er nødvendigt at se på alternative løsninger, for situationen er meget kritisk. Det er klart, at vi må tage de omkostninger, der er ved det," siger Preben Bang Henriksen, der dog ikke vil forholde sig til en konkret hjælpepakke på nuværende tidspunkt.

En anden problematik, som domstolene har påpeget, er plads. Københavns Byret har påpeget, at det kan blive svært at få afviklet store retssager så som nævningesager, eftersom retssalene ikke er indrettet efter sundhedsmyndighedernes anvisninger om social afstand. Også her kan der blive behov for fleksibilitet og kreativitet.

"Der står ikke noget i loven om, at retssager skal foregå i retten. Jeg erindrer for eksempel en større rockersag, som blev afholdt på en kaserne i Randers. Så jeg tror nok, man kan finde en løsning," siger Preben Bang Henriksen.

Justitsministeren er positiv

Justitsminister Nick Hækkerup (S) udtaler i et skriftligt svar til AdvokatWatch, at han er tilfreds med, at domstolene har meldt ud, at de vil åbne 27. april med henblik på at få gennemført flest mulige retssager. Han understreger dog, at coronavirus også i den kommende tid vil give længere sagsbehandlingstider i retsvæsnet.

"Det vil derfor være nødvendigt at se på, hvordan vi bedst kan få afviklet så mange retsmøder som overhovedet muligt i den kommende tid. Det er positivt, at der fra flere centrale aktører allerede har været udmeldinger om, at man for eksempel er parat til at se på, om man kan afholde retsmøder uden for normal åbningstid eller i andre bygninger," skriver justitsministeren.

"Jeg vil heller ikke afvise, at det kan blive relevant at tilføre økonomiske ressourcer i den forbindelse for at bekæmpe bunkerne," afslutter han.

Advokater kalder på politisk handling for at få domstolene op i gear 

Juraprofessor: Opret en særlig coronadomstol 

Forsvarsadvokater ser frem til at få gang i hjulene igen

Danske Familieadvokater: Vi venter stadig på Familieretshuset

Regeringens støttepartier vil også genåbne domstolene

Presset stiger på regeringen for at genåbne domstolene 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også