Efter en måned i unåde svæver Horten fortsat i kommunalt limbo

Flere kommuner afventer redegørelser fra Horten og har lukket for nye opgaver i mellemtiden, mens andre ikke har set anledning til ændringer som følge af ”Den sorte svane”. 
I TV 2-dokumentaren "Den sorte svane" bliver den nu tidligere Horten-partner optaget på skjult kamera. Her Hortens hovedkontor i Hellerup. | Foto: Horten/pr
I TV 2-dokumentaren "Den sorte svane" bliver den nu tidligere Horten-partner optaget på skjult kamera. Her Hortens hovedkontor i Hellerup. | Foto: Horten/pr

Mens danskerne er på vej ud i sommervarmen, er Horten fortsat lagt på is hos flere kommunale klienter som følge af TV 2-dokumentaren ”Den sorte svane”. 

Her en måned efter programmets udgivelse er Horten taget til nåde i nogle kommuner, mens der i andre er lukket for nye opgaver, indtil forklaringerne er på plads i både den interne og eksterne undersøgelse af forløbet, som advokatfirmaet har varslet. 

Dem venter man blandt andet på i Helsingør, hvor lokalpolitikerne på et møde i økonomi- og erhvervsudvalget for nyligt slog fast, at advokatopgaver ikke skal lande hos Horten i den nærmeste fremtid.

”Vi forholder os afventende, hvad Horten angår. Sådan må det være,” understregede borgmester Benedikte Kiær (K) til lokalmediet Helsingør Dagblad

Også i Roskilde, Nyborg, Odense, Albertslund og Aalborg har politikerne drøftet det fremtidige samarbejde og afventer nu undersøgelserne fra Horten. 

I Aalborg, hvor advokatfirmaet i mellemtiden heller ikke får nye opgaver, vil man se, hvor ”dybt, det her stikker”, fortæller borgmester Lasse Frimand Jensen (S), der også har skelet til kommunens indkøbspolitik, til Nordjyske

Et fremtidigt samarbejde afviser borgmesteren ikke, såfremt undersøgelserne er overbevisende. 

”Vi har et renommé som Kommune, der betyder, at vi skal have et troværdigt og fair samarbejde med leverandører, uanset om det er rengøring eller advokater,” siger han. 

Årsagen til uroen blandt kommunerne er ”Den sorte svane”, hvor daværende Horten-partner Nicolai Dyhr optræder på skjult kamera. Her bliver han blandt andet fanget i tilsyneladende at ville hjælpe kriminelle med at lukke virksomheder ned og se bort fra lovovertrædelser i processen.

Den eksterne undersøgelse, Horten har bebudet, gennemføres ifølge advokatfirmaet ”af en ekspert udpeget af en brancheorganisation.” 

AdvokatWatch har spurgt Horten om en kommentar til sagen, hvornår redegørelsen er færdig, og hvad der forventes af den. Advokatfirmaet oplyser, at man ingen kommentar har. 

AdvokatWatch har tidligere spurgt Horten, hvilken ”ekspert” og brancheorganisation der er tale om, men ikke fået svar. 

Travl måned

Juni har alt andet lige været en travl måned for Horten, der foruden en fyreseddel til Nicolai Dyhr har gjort flere forsøg på at slukke flammerne efter dokumentaren. 

Kort efter udsendelsen lagde advokatfirmaet blandt andet en orientering på sin hjemmeside for ”at søge at besvare nogle af de alvorlige spørgsmål”, dokumentaren gav anledning til.

”Horten har klart og utvetydigt taget skarpt afstand fra Nicolai Dyhrs udtalelser og er fuldstændig enig i de tilkendegivelser, der er kommet fra blandt andet Advokatsamfundet,” skrev ledelsen i orienteringen.

Det er heller ikke et helt ligegyldigt marked, der er på spil. Tilbage i 2020 oplyste advokatfirmaet, at omkring 25 pct. af firmaets omsætning kom fra offentlige klienter som kommuner og regioner. 

Et godt eksempel på kommune, hvor Horten er på en lukrativ aftale med millioner på højkant, er i København, som AdvokatWatch tidligere har beskrevet. Her har lokalpolitikerne også indstillet samarbejdet for nu

I København er advokatfirmaet et af i alt fem advokatfirmaer, der er på en stor rammeaftale. Aftalen begyndte at løbe fra marts sidste år og to år frem og med en samlet værdi på 176 mio. kr., som de fem firmaer kan tage del i. 

Men alt imens man afventer undersøgelserne, har kommunens økonomiudvalg besluttet, at alle forvaltninger ”afholder sig fra at gøre brug af rammeaftalerne med Horten,” 

”Jeg vil i hvert fald afvente den rapport, inden jeg på nogen måde vil sige, at man kan genoprette tilliden til dem,” sagde beskæftigelses- og integrationsminister Jens-Kristian Lütken (V) til Berlingske om beslutningen. 

I perioden fra 2019 og fire år frem brugte Københavns Kommune 70 mio. kr. på advokatydelser fra Horten. 

Ingen grund til boykot

Omvendt har andre kommuner meldt offentligt ud, at man ikke ser grund til at stoppe med indkøb af advokatydelser fra Horten. 

Det gælder blandt andet i Hvidovre. Her har kommunen ifølge Hvidovre Avis ikke planer om at undlade at bruge advokatfirmaet, som man ikke har en fast aftale med, men har købt advokatbistand fra i en årrække. 

Kommunaldirektør Jakob Thune fortæller til lokalmediet, at ”der ingen dokumentation har været for”, at de problemer, der fremgår i ”Den sorte svane”, er et generelt problem hos Horten. 

”Horten har selv iværksat en ekstern undersøgelse, og hvis den bringer nye oplysninger frem, vil vi på den baggrund naturligvis tage stilling til det.” 

Hvidovre Kommune har ifølge kommunaldirektør i perioden fra 2019 til juni 2024 haft udgifter til Horten for i alt 1,1 mio. kr. 

I Fredericia står Horten ifølge Fredericia Dagblad for kommunes whistleblowerordning, der i årene 2021, 2021 og 2023 har kostet kommunen i alt 358.105 kr. 

Dén bliver der ikke pillet ved, besluttede lokalpolitikerne på et byrådsmøde for to uger siden, om end det ikke lyder til, at Horten lige foreløbigt bliver kommunens favoritadvokat. 

”Den advokat, der var på tv, er ikke en del af vores whistleblowerordning. Vi lavede aftalen med Horten, inden vi kendte til den sag. Ville jeg have valgt dem i dag? Nej. Men jeg har også den holdning, at man skal overholde en aftale. Det vigtige for mig er, at leverandøren har ageret på sagen,” siger lokalpolitiker Tommy Rachlitz Nielsen (K) til Fredericia Dagblad. 

Kommune har ifølge mediet tidligere haft et stort forbrug hos Horten i årene 2020, 2021 og 2022, da Horten blev hyret til at stå for en advokatredegørelse i forbindelse med den tidligere borgmester Jacob Bjerregaard. Den samlede advokatregning lød her på otte mio. kr. 

Heller ikke på rådhuset i Esbjerg har man set anledning til boykot af Horten, oplyste kommunens chefjurist Henrik B. Thomsen tidligere på måneden til Jydskevestkysten.

Horten har forståelse

Over for AdvokatWatch har Horten-direktør, Anders Bager Jensen, i en skriftlig kommentar udtalt, at advokatfirmaet ”behandler henvendelserne fra kommunerne med den største seriøsitet og har fuld forståelse for, at de kan have spørgsmål oven på vores tidligere partners udtalelser i TV 2’s udsendelse.”

”For os var de udtalelser fuldstændigt uacceptable og helt uforenelige med vores værdier. Det var netop derfor, han omgående blev suspenderet og i dag ikke længere er en del af Horten,” tilføjede direktøren, der samtidig slog fast, at Nicolai Dyhr ikke sad med nogen af Hortens kommunale eller offentlige klienter.

Nicolai Dyhr har tidligere lagt et længere svarskrift på Linkedin.

Her medgiver han, at det på de skjulte optagelser ligner, ”at jeg rådgiver suspekte personer om, hvordan de kan omgå konkursreglerne,” men han afviser at stå i ledtog med kriminelle.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter