Advokatrådet: Politiet bedst klædt på til at undersøge Johan Schlüter-sagen

Vi har lært af Schlüter-sagen, lyder det fra Advokatrådet, der trods kritik afviser at granske sagen.
Johan Schlüters kollaps vil få indflydelse på den kommende revision af klientkontovedtægten, lyder det fra Advokatsamfundet | Foto: Ritzau Scanpix/Simon Læssøe
Johan Schlüters kollaps vil få indflydelse på den kommende revision af klientkontovedtægten, lyder det fra Advokatsamfundet | Foto: Ritzau Scanpix/Simon Læssøe

Advokatrådet har lært af kollapset i Johan Schlüter Advokatfirma, og sagen vil få indflydelse på igangværende arbejde med revision af advokatreglerne. Men rådet vil ikke igangsætte en særskilt undersøgelse af sagen, som politiet er bedre udstyret til at endevende, hedder det i et opslag på Advokatsamfundets hjemmeside.

Her fremgår det, at Advokatrådet reagerede i Schlüter-sagen, da Producentforeningen, som rejste sagen om svindel med klientmidler, orienterede rådet om sine undersøgelser.

"Samme dag som Producentforeningen underrettede Advokatrådet om resultatet af den revisorundersøgelse, som foreningen havde fået gennemført, kontaktede Advokatrådet advokatfirmaet og bad om et møde, som straks derefter blev afholdt hos Advokatrådet med deltagelse af Advokatfirmaet Johan Schlüters managing partner og et bestyrelsesmedlem. Mødet blev fulgt op af en anmodning fra Advokatrådet til Johan Schlüter om en redegørelse, ligesom Advokatrådet efterfølgende rejste flere disciplinærsager for Advokatnævnet," hedder det.

Afviser undersøgelse

Advokatrådet, der er Advokatsamfundets bestyrelse, afviser dog at indlede en selvstændig undersøgelse af sagen, sådan som både advokater og en juridisk professor har anbefalet.

"Siden har Advokatrådet fulgt sagen tæt, men samtidig med respekt for det forhold, at det er politiet, der har de bedste redskaber til at efterforske en sag af denne karakter. Da der ud over politiets efterforskning og byrettens - og nu landsrettens - behandling tillige er gennemført såvel en revisor- som en advokatundersøgelse (på foranledning af Producentforeningen) tidligere i forløbet, er der heller ikke behov for, at også Advokatrådet nu anvender ressourcer på yderligere undersøgelser af hændelsesforløbet," lyder det i opslaget på Advokatsamfundets hjemmeside.

Foto: Sreendump Youtube
Foto: Sreendump Youtube

Advokat Susanne Fryland fik den hårdeste straf i Johan Schlüter-sagen

I juni blev rettighedsadvokat Johan Schlüter idømt fire års betinget fængsel for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed for ikke under 100 millioner kroner. Sagen blev startet af Producentforeningen, der efter at have undersøgt Johan Schlüter Advokatfirmas forvaltning af foreningens midler konkluderede, at der var blevet svindlet med medlemmers ophavsrettighedspenge. Schlüter blev også frakendt retten til at drive både erhvervsvirksomhed og advokatvirksomhed. Johans Schlüter-partner Susanne Fryland blev idømt fem år og seks måneders ubetinget fængsel for sin rolle i sagen, mens en tredje partner, Lars Halgreen, blev idømt ni måneders betinget fængsel.

Vil bruge erfaringerne

I en kronik i Berlingske for nylig efterlyste advokat Eskil Nielsen en granskning af Schlüter-sagen for at få klarlagt, om der er behov for opstramninger i advokatbranchens overvågningssystemer. Og i Berlingske erklærer juraprofessor Mads Bryde Andersen fra Københavns Universitet sig enig i, at der er brug for en kortlægning.

Selvom Advokatrådet ikke vil granske sagen, vil det dog bruge erfaringerne fra sagen, fremgår det.

"Advokatrådet har naturligvis lært af Schlüter-sagen, og rådet inddrager i videst muligt omfang erfaringerne fra sagen i sit fremtidige tilsyn med advokater og advokatvirksomheder, ligesom erfaringerne indgår i det arbejde med en revision af klientkontovedtægten, som rådet er i fuld gang med," hedder det.

Der har i kølvandet på sagen været kritik af kvaliteten af tilsynet med advokater. Advokatrådet slår fast, at rådet ikke fører tilsyn med selskaber, der ikke er advokatvirksomheder, og derfor ikke kontrollerede selskabet Registrering Danmark, hvor svindelen foregik, fordi det var et selskab under Johan Schlüter Advokatfirma, som ikke drev advokatvirksomhed.

"En sådan virksomhed, som drives adskilt fra advokatvirksomheden, er ikke omfattet af Advokatrådets tilsyn, hvilket eksempelvis også vil være tilfældet, hvis en advokat driver fritidslandbrug ved siden af sin advokatvirksomhed, hvor det heller ikke er Advokatrådets opgave via det udgående tilsyn at påse, om advokaten i den egenskab lever op til de regler, der gælder for fritidslandbrug," hedder det på Advokatsamfundets hjemmeside.

Juraprofessor opfordrer til udredning af Schlüter-sagen 

Advokatrådets formand afviser kritik af håndtering i Schlüter-sag  

Advokatrådet vil undersøge branchens omdømme: Vi kommer aldrig til at kæmpe med jordemødre om førstepladsen i troværdighedsmålinger 

Danske Advokater: Møgsager har ramt advokaters troværdighed 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også