Tvister i kølvandet på corona fører til flere voldgiftssager

Antallet af voldgiftssager steg i 2020, og det kan være første bølge af tvister i kølvandet på corona, mener Voldgiftsinstituttets generalsekretær. Han forventer flere sager den kommende tid.
Byggeriet er sammen med handel, finans, industri og telekommunikation blandt de sektorer, hvor der bliver afgjort flest tvister i Voldgiftsinstituttet. | Foto: ARKIV: Claus Bjørn Larsen
Byggeriet er sammen med handel, finans, industri og telekommunikation blandt de sektorer, hvor der bliver afgjort flest tvister i Voldgiftsinstituttet. | Foto: ARKIV: Claus Bjørn Larsen

Der lander flere tvister hos Voldgiftsinstituttet, hvor der i 2020 blev indledt 134 sager. Det er en stigning på 4 pct. i forhold til året før, viser Voldgiftsinstituttets årsstatistik.

Stigningen kan ifølge Steffen Pihlblad, generalsekretær i Voldgiftsinstituttet, være første tegn på det øgede antal tvister, der kan komme i kølvandet på corona, når for eksempel leverandører og kunder skal blive enige om, hvem der skal sluge de tab, coronakrisen medfører.

"Det er svært at sige, hvor mange af sagerne der skyldes corona. Men vi så samme tendens efter finanskrisen, hvor sagsantallet også steg," siger Steffen Pihlblad til AdvokatWatch.

Tidligere har blandt andre også Dansk Industri været ude at advare om, at et stigende antal coronarelaterede sager vil lægge pres på domstolene.

"Når coronakrisen har forladt os, står vi med et potentielt juridisk opgør," sagde Kim Haggren, underdirektør i Dansk Industri, sidste år.

Kim Haggrens løsning er, at flere bør klare tvister via mediation, ligesom han for nylig foreslog, at det offentlige skal finansiere private voldgifter for at aflaste retssystemet. En idé, der dog blev affejet af Dommerforeningen.

Forventer flere sager i år

Hos Voldgiftsinstituttet mener Steffen Pihlblad ikke overraskende, at virksomhedernes løsning på lange sagsbehandlingstider er at afgøre tvisterne ved en voldgift.

"Vi har masser af plads til flere sager hos os," siger han.

Den mulighed forventer Steffen Pihlblad, at flere vil benytte sig af i takt med, at hjælpepakkerne udløber, og antallet af tvister forventeligt begynder at stige.

"Min vurdering er, at antallet af voldgiftssager vil stige i 2021," siger generalsekretæren.

Virksomheder og advokater støder dog som i det almindelige retssystem ind i længere sagsbehandlingstider hos Voldgiftsinstituttet.

For danske sager er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid fra sagens indledning til endelig voldgiftskendelse ti måneder i 2020, hvilket er en lille stigning i forhold til 2019. Sagsbehandlingstiden for internationale sager er steget til 13 måneder mod knap 11 måneder året før.

"Vi er selvfølgelig kede af, at sagsbehandlingstiden stiger, men det skyldes, at voldgiftssager følger samme trend, som vi ser ved domstolene, hvor sagerne bliver mere komplekse med flere dokumenter og større værdier på spil," siger Steffen Pihlblad.

Dommerformand affejer forslag om skatteyderbetalt privat voldgift

Advokater foreslår tilbud om privat voldgift på det offentliges regning

Massivt retsligt efterslæb venter: Selskaber kan droppe domstole og spare millioner

Langvarige coronaslagsmål i retten truer virksomheder – advokat savner lynløsning

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også