Store advokatfirmaer skal under lup i nyt projekt om skæv kønsfordeling på topposter

Flere store advokatfirmaer er hoppet med på nyt forskningsprojekt, der sætter spot på den skæve kønsfordeling i toppen af advokatbranchen. Målet er flere kvinder i ledelser og partnerkredse, fortæller formanden for Advokatrådet.
Advokatsamfundet indleder en undersøgelse af ligestilling i branchen. | Foto: Google Maps
Advokatsamfundet indleder en undersøgelse af ligestilling i branchen. | Foto: Google Maps

Det skal være slut med den pilskæve kønsbalance i toppen af advokatbranchen, mener Advokatsamfundet, der derfor sætter et nyt forskningsprojekt i søen.

Projektet, der løber over tre år, skal sætte branchen under lup for at afdække de strukturer og barrierer, der fører til den udprægede mandsdominans, som præger ledelser og i partnerkredse i de store advokatfirmaer.

"Hvis man har set debatten de sidste par år, så er der i branchen almindelig anerkendelse af, at der er for få kvinder. Både i ledelsen som partnere og indehavere, og så har vi set, at der forsvinder en del kvindelige advokater ud af branchen og finder job andetsteds," siger Peter Fogh, formand for Advokatrådet og partner hos Plesner, til AdvokatWatch.

Kvinder udgør ca. 15 pct. af partnerstillingerne på landets ti største advokatkontorer, viste en optælling, som AdvokatWatch lavede i efteråret, og ambitionen er, at projektet skal klæde advokatfirmaerne på til at skabe en bedre kønsbalance.

Forskningsprojektet er et samarbejde mellem Advokatsamfundet, en række advokatfirmaer samt antropolog og ph.d.-studerende Pernille Slots Lysgaard fra Copenhagen Business School. Konkret skal Pernille Slots Lysgaard lave interviews og feltstudier hos en række advokatfirmaer, og blandt andre Bech-Bruun, Kromann Reumert og Gorrissen Federspiel deltager i projektet.

Langt sejt træk

Planen er, at Pernille Slots Lysgaard løbende skal informere om sine resultater, men både forskeren og Peter Fogh anerkender, at der ikke kommer nogen hurtige løsninger på uligheden.

"Jeg forventer, at det er et langt sejt træk, og tesen er, at det kræver en dyb, mere nuanceret forståelse af virksomhedernes dynamikker og rationaler i deres beslutningsgange, af deres kultur og magtstruktur," siger Pernille Slots Lysgaard til AdvokatWatch og fortsætter:

"Det er nødvendigt at få et indblik i de kompleksiteter, paradokser og dilemmaer, der kan udfordre kønsdiversitet i branchen generelt og i topledelsen specifikt."

Når forskningsprojektet har givet et bedre indblik, er næste skridt op til advokatbranchen.

"Det er ikke Pernille, der skal komme med alle løsningerne. Hun skal give en dybere forståelse af problemerne – og give et input til vores drøftelser. Men vi skal selv tage ansvar for at løse udfordringerne," siger Peter Fogh.

Selve projektet kommer til at indebære en række interviews med advokater. Det gælder nyuddannede, dem midt i karrieren, partnere og advokater, som har afsluttet karrieren.

Efter interviewene skal der foretages observationsstudier, hvor Pernille Slots Lysgaard opholder sig på to eller tre udvalgte kontorer for at se, om deres handlen stemmer overens med det, de har sagt.

Derefter skal resultaterne gennemgås af et såkaldt advisory board med medlemmer fra Advokatsamfundet og branchen i øvrigt.

"Man må formode, at der i branchen findes en high-performance kultur blandt både mænd og kvinder, som hviler på et meritokrati – altså at man bliver forfremmet på baggrund af sine meritter – men vi kan se, at det er meget skævt fordelt alligevel. Hvad kan det skyldes?," siger Pernille Slots Lysgaard.

Lighed gavner økonomien

Pernille Slots Lysgaard ser ikke advokatbranchen som mere ulige end andre brancher, siger hun med henvisning til Global Gender Gap Report, som laves af World Economic Forum.

"Den skæve fordeling af kvindelige topledere går på tværs af brancher, og det koster på konkurrenceevnen, og i et videnssamfund som det danske har vi ikke råd til at spilde vores hjernetalent – og slet ikke med henblik på, at vi har et statsligt finansieret uddannelsessystem," siger hun og fortsætter:

"Det er min tilgang som forsker, at det er et spørgsmål om økonomi mere, end det er et spørgsmål om retfærdighed. Derfor er det vigtigt, at vi får skabt nogle langtidsholdbare løsninger på problemstillingen."

Advokatsamfundet overvejer nævn for krænkelsessager

International undersøgelse: Advokater melder om angst og depression

Global organisation for advokatbranchen præsenterer længe ventet strategi i 2020 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også