Advokater til Mette Frederiksen: Prioriter retssikkerheden i gradvis genåbning

Der er udsigt til, at det danske samfund delvist kan genåbnes efter påske, og det får nu Advokatrådet til at komme med en klar opfordring til at prioritere bestemte steder.
Advokatrådets formand, Peter Fogh, mener, at det er vigtigt at få retterne op at køre hurtigt igen. | Foto: PR
Advokatrådets formand, Peter Fogh, mener, at det er vigtigt at få retterne op at køre hurtigt igen. | Foto: PR

Hvis det danske samfund får mulighed for at åbne gradvist op igen efter 13. april, er der især tre områder, der ifølge Advokatrådet bør være højt prioriteret i regeringens planlægning.

Det gælder familieretshusene, retterne og fængslerne.

Det er vurderet ud fra en retssikkerhedssmæssig begrundelse og behovet for at få ført mennesker og virksomheder, der er involveret i alt fra skilsmissesager, økonomisk kriminalitet, voldssager eller andet videre i deres liv, lyder det fra Advokatrådets formand, Peter Fogh.

"Bag hver sag er der rigtige mennesker og rigtige virksomheder, som har behov for at komme videre med deres liv. Det at være i en retssag er for de fleste en stor belastning, det gælder både straffesager, familieretlige sager og civile sager. Og hvis ikke vi åbner op, så kommer vi til at skubbe en pukkel endnu længere ud i fremtiden, og udskyde de folks krav og behov for retssikkerhed," siger han til AdvokatWatch.

Ser frem til fuld kapacitet

Coronakrisen har stort set lukket retssale og familieretshuse helt ned. Det har betydet, at retssager har hobet sig op, og blandt andre børn og familier er havnet i en sårbar situation. Derudover betyder nedlukningen, at familieretsadvokater står uden indtægt.

Ifølge Advokatrådet er det nødvendigt for retssikkerheden, at domstolene igen kan arbejde for fuld kapacitet og behandle alle typer sager for at sikre, at retssamfundet ikke befinder sig i et "retssikkerhedsmæssigt dødvande" længere end nødvendigtigt, forklarer Peter Fogh.

"Retssamfundet og retsvæsenet er noget af det, der holder sammen på befolkningen og samfundet. Det er en grundpille i vores samfund, at borgere oplever, at man kan få løst en sag ved domstolene. Det skaber tillid og tryghed," siger han og tilføjer:

"Nu har retterne og familieretterne stået stille i mange uger. Sagspuklen bliver bare større og større, og vi hører fra rigtig mange advokater, at både de og klienterne er frustrerede, selv om alle selvfølgelig har forståelse for den ekstraordinære situation, vi befinder os i."

Selv om coronakrisen har digitaliseret verden på mange måder, har det alligevel været begrænset, hvor mange af landets domstole der har udnyttet de digitale løsninger.

Blandt andet viser en rundringning til fem byretter, som AdvokatWatch har lavet, at der ikke er megen uudnyttet potentiale i videomediet. Fem ud fem byretter svarer, at man ikke bruger mere video nu, end man gjorde inden nødberedskabet trådte i kraft.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også