En række advokatspecialer har mistet al indtjening: "Det er et kæmpe problem"

Coronakrisen rammer dele af advokatbranchen hårdt. Blandt andet har familieretsadvokater mistet al indtjening, mens boligadvokaterne ser ind i en usikker fremtid. Mange kan få brug for regeringens hjælpepakker.
Anne Broksø, formand for Danske Familieadvokater, har mistet al indtjening under krisen. | Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix/PR
Anne Broksø, formand for Danske Familieadvokater, har mistet al indtjening under krisen. | Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix/PR

Kalenderen er tom, og telefonen er tavs hos familieretsadvokat Anne Broksø i København.

Coranakrisen har med et slag tømt hendes forretning for indtjening, fordi retterne har lukket helt ned for den type sager, hun sidder med.

"Det er et kæmpe problem, og det går hårdt ud over os," siger Anne Broksø til AdvokatWatch.

Familieretsadvokater er sammen med blandt andre strafferetsadvokater, boligadvokater og M&A-advokater et af de specialer, der er hårdest ramt af krisen.

Mandag forlængede statsminister Mette Frederiksen nedlukningen af Danmark til foreløbig efter påske. For Anne Broksø betyder nedlukningen konkret, at de retsmøder og møder i Familieretshuset, hun normalt tjener penge på, er aflyst eller udskudt på ubestemt tid.

"Det betyder, at alt det, vi plejer at lave, er sat på standby. Det giver ikke rigtig nogen mening for folk at bruge os lige nu, for deres møder er udskudt, og de ved ikke, hvornår de kommer for," siger hun.

Derfor er forretningen, der er en selvstændig advokatvirksomhed under Ret & Råd-paraplyen i København, gået fra at have god fart på til nu at være braget direkte ind i en coronamur.

"Jeg går fra at have en fuldstændig fyldt kalender fire uger frem til nu at have ingenting i min kalender. Ingen retsmøder. Ingen møder i Familieretshuset. Ingen møder med kunder. Der er overhovedet ikke noget at lavet."

Får brug for hjælpepakke

Det umiddelbare problem for Anne Broksø og for andre advokater, der er ramt under krisen, er likviditetsmangel. Der kan ganske enkelt komme til at mangle penge i kasse til at betale faste udgifter som løn og husleje.

Derfor har Anne Broksø, der også er formand for brancheforeningen Danske Familieadvokater, sendt sine sekretærer hjem for at gøre brug af muligheden for lønkompensation.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om, at virksomheder kan sende medarbejdere hjem med fuld løn med støtte fra staten på op til 23.000 kr. per måned for funktionærer og 26.000 kr. per måned for ikke-funktionærer.

"Vi kan få lønkompensation, men langt de fleste advokatsekretærer tjener dobbelt så meget, som lønkompensationen er på," siger Anne Broksø.

Der er da også allerede et pres fra erhvervsorganisationerne på regeringen for at gøre ordningen om lønkompensation mere attraktiv. Og det kan blive nødvendigt, mener Anne Broksø.

Er lønkompensationen stor nok, hvis det fortsætter i lang tid?

"Nej, slet ikke, for derudover er der også faste omkostninger som husleje, internet og alt muligt andet som for alle andre erhvervsdrivende, som vi bare ikke tjener penge til at dække," siger hun.

Hvor længe kan I blive ved, før der mangler penge i kassen til at dække udgifterne?

"Det er meget forskelligt fra advokat til advokat, hvor lang tid man kan blive ved. Det kommer jo også an på blandt andet private forhold. Der er jo en masse familieretsadvokater, der er gift med for eksempel en strafferetsadvokat, og så bliver husstanden hårdt ramt."

Domstole bør køre på over sommeren

Ifølge Anne Broksø vil en del advokater få brug for hjælpepakkerne. Men "om vi også ser folk, der er nødt til at lukke deres virksomheder, kommer an på, hvor lang tid det varer," siger hun.

Hvis statsministeren lukker op for landet efter påske, bliver skaderne overkommelige, vurderer Anne Broksø. Men man skal ikke lytte ret længe på småsnakken blandt danskerne, før det står klart, at de fleste regner med, at nedlukningen i en eller anden grad fortsætter.

Sker det, får mange advokater problemer, advarer Anne Broksø.

"Hvis vi kommer i gang igen efter påske, klarer vi os igennem med et halvskidt år. Hvis det varer længere tid, bliver det rigtig svært for mange," siger hun.

Konsekvensernes omfang afhænger også af, hvordan myndighederne agerer efter krisen.

"Hvis domstolene agter at komme tilbage på almindeligt blus og arbejde i to måneder for så at gå på nedsat blus igen, som de plejer i sommerferieperioden, bliver det et ekstremt hårdt år for familieretsadvokaterne," siger Anne Broksø.

Hun opfordrer derfor til, at domstole og myndigheder holder mere gang i systemet hen over sommeren end normalt.

Boligadvokater ser ind i usikker fremtid

Det ville dog kun i begrænset omfang gavne andre grupper af advokater, der kan blive hårdt ramt af coronakrisen. Det gælder de advokater, der beskæftiger sig med transaktioner, som blandt andet bolig- og M&A-advokater.

"Boligadvokater ser lige nu mod en usikker fremtid, for hvad kommer der til at ske på boligmarkedet? Der skal ske handler, før advokaterne får en indkomst, og lige nu er der ingen fysiske fremvisninger," siger adm. direktør i Danske Advokater, Paul Mollerup.

Danske Advokater får allerede mange henvendelser fra medlemmer om, hvordan de kan bruge regeringens hjælpepakker, og Paul Mollerup forventer, at mange især mindre advokatfirmaer vil kunne få gavn af for eksempel lønkompensation.

"Som mindre advokatfirma kan man være nødt til at overveje, om man skal sige en sekretær op eller sende ham eller hende hjem for at få lønkompensation," siger Paul Mollerup.

"Vores opfordring er klart, at man undersøger ordningen med lønkompensation, før man skrider til en opsigelse," tilføjer han.

De store advokatfirmaer med mange specialer vil til en vis grad kunne hente det tabte på andre områder, hvor coronakrisen giver travlhed. Mange har for eksempel et stort behov for rådgivning inden for ansættelsesret i disse tider. Men hvis man sidder alene som specialist, er krisen svær at komme uden om.

"Hvis ens speciale bliver ramt, er det svært at gøre noget. Man kan jo ikke som familieretsadvokat omskole sig til insolvensadvokat fra den ene dag til den anden," siger Paul Mollerup.

Som AdvokatWatch tidligere har skrevet, er insolvensområdet et af de specialer, der kan få travlt i kølvandet på krisen, hvis mange virksomheder går konkurs.

Forsvarsadvokat: "Vores eksistensgrundlag er rykket væk under os fra den ene dag til den anden"

M&A-advokater afventer corona-effekt: "Det er fuldstændig uforudsigeligt" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også