Støttepartier opfordrer regeringen til at bremse problemerne hos anklagemyndigheden

SF, Radikale og Enhedslisten vil have regeringen til at løse problemerne hos anklagemyndigheden. Fra Socialdemokratiet lyder det, at alle problemer ikke kan løses på én gang.
Radikales retsordfører og næstformand i Retsudvalget, Kristian Hegaard. | Foto: Miriam Dalsgaard
Radikales retsordfører og næstformand i Retsudvalget, Kristian Hegaard. | Foto: Miriam Dalsgaard

Radikale kalder det "dybt, dybt alvorligt", mens SF kalder det en "tillidskrise".

Den seneste tids fokus på arbejdspresset hos anklagemyndigheden har fået Radikale, SF og Enhedslisten til at kræve handling fra regeringen. 

Problemerne skal løses, lyder det i en opfordring fra støttepartierne til regeringen i Berlingske.

"Det skuffer mig meget, at der ikke har været flere politiske udmeldinger. Justitsministeren skal på banen på baggrund af de påbud og de historier, som den seneste tid har vist, hvordan tilstanden er i anklagemyndigheden," siger Radikales retsordfører og næstformand i Retsudvalget, Kristian Hegaard, til Berlingske og fortsætter:

"Det er dybt, dybt alvorligt. Og det ser ikke ud til kun at handle om én anklagemyndighed, men snarere at der er tale om et landsdækkende problem."

Karina Lorentzen, retsordfører i SF, siger til Berlingske, at der efterhånden er tale om en decideret "tillidskrise" til politiet og retssystemet, mens Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, siger til avisen, at det er "væsentligt at handle på det her."

Berlingske har den seneste tid afdækket, hvordan anklagemyndigheden over store dele af Danmark er præget af et massivt arbejdspres, hvilket blandt andet har ført til to alvorlige påbud fra Arbejdstilsynet på mindre end et år. Problemerne har også ført til, at erfarne anklagere søger væk. En tidligere anklager ved Københavns Politi har i et interview med AdvokatWatch fortalt, hvordan arbejdspres og uforudsigelige hverdage gjorde ham syg

Problemerne skal ifølge Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, diskuteres nærmere i det kommende politiforlig. Men der er for meget pres på retssystemet, at alle problemer ikke kan løses på én gang, lyder det fra Bruus.

Frustrerede anklagere: Massivt arbejdspres svækker retssikkerheden

Tilsyn påpeger stort pres på anklagere i København

SØIK-boss blev kritiseret af politikere og medarbejdere: Nu er han sendt hjem

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også