Debat: Slagsmål om hidsige salærer rammer advokaters troværdighed

(Dette indlæg er oprindeligt bragt i Børsen.)
I kølvandet på mit seneste blogindlæg om advokatbranchens troværdighed, fik jeg efterfølgende mange interessante kommentarer og beskeder. Desværre - fristes man til at sige - var der mange, der gav mig ret i, at der var noget om de danske advokaters manglende troværdighed.
Baggrunden for mit sidste indlæg var en troværdighedsmåling af en række forskellige faggrupper, foretaget af kommunikationsbureauet Radius. Blandt 26 forskellige faggrupper kom advokater ind på en 18. plads ud af 26. Samtidig var advokaternes troværdighed som faggruppAe også faldet de seneste ti år.
Det var interessant at høre reaktionerne på mit sidste indlæg, da jeg egentlig havde forventet, der ville være mange forskellige bud på, hvorfor advokater tilsyneladende har så lav troværdighed. Eksempelvis lader det til, de fleste faktisk godt kan abstrahere fra, at advokater nærmest dagligt er i nyhederne og forsvarer kriminelle. Flere gav faktisk udtryk for, at advokaterne i sådanne sager, blot gør deres "demokratiske" pligt.
Det bliver 96 mio., tak
Den virksomhed, der var klart flest artikler om, er Kammeradvokaten. Kammeradvokaten er som bekendt statens primære advokat og leverer derfor juridisk bistand til staten inden for forskellige retsområder. Det arbejde er dog ikke ligefrem gået helt problemfrit for Kammeradvokaten.
Seneste eksempel er de godt 96 mio. kr., som Kammeradvokaten og aarhusianske Holst Advokater indtil videre har fået i salær for håndtering af Amagerbankens konkurs. Jeg kan sige, at det som advokat ikke er hver dag, der sendes regninger afsted på 96 mio. kr.
Den slags regninger skal selvfølgelig altid måles op imod opgaven, og ikke hvad man bruger derhjemme på husholdningsbudgettet. Og sagen om Amagerbanken er bestemt meget kompleks og ikke noget, der lige løses på en eftermiddag. Men, som man bl.a. kunne læse om sagen i Berlingske forleden, så har kuratorerne og deres advokatkontorer fra konkursen i 2011 og frem til begyndelsen af 2017 brugt mere end 40.000 juristtimer på konkursboet. Det svarer samlet til et salær på 96.260.000 kr., hvilket medfører en gennemsnitlig timepris på 2.405,30 kr.
Skatteborgernes penge og folkedomstolen
Ifølge Moderniseringsstyrelsen købte staten i 2017 ydelser hos Kammeradvokaten for næsten en halv mia. kr. Det er ikke småpenge og nok også derfor, at minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), allerede i efteråret 2017 proklamerede, at der skulle være mere konkurrence om statens advokatopgaver bl.a. grundet kritik af, at Kammeradvokatens salærer var alt for høje.
Der er helt sikkert mange mellemregninger, som jeg ikke har med i dette indlæg, og jeg kender selvsagt ikke detaljerne eller kompleksiteten i sagerne. Og Kammeradvokaten skal selvfølgelig ikke alene have skyld for den lave troværdighed blandt danske advokater.
Men det er klart, at denne type højt profilerede sager, der køres for skatteborgernes penge, og som så endda også ender i offentlige slagsmål om store salærer, ikke gør noget godt for danske advokaters troværdighed.
Og "domstolen" i disse sager er jo som bekendt "folkedomstolen", hvor taberen er udpeget på forhånd: Advokaterne. Desværre.
Advokat om faldende troværdighed: "Lad os ikke håbe, at vi nærmer os tilstandene som i USA"