Advokater får klø i troværdighedsmåling: "Du ser ikke naturlige helte blandt advokater. Du ser naturlige anti-helte"

Større synlighed i konfliktsager har fået advokaters troværdighed til at dykke. Fortsætter udviklingen, kan det påvirke interessen for faget, mener rådgiver.
”Enhver har ret til en forsvarer, og det er fantastisk og som det skal være, men mange gange ser man forsvarsadvokater stå og forsvare nogle, som de fleste tænker er nogle rigtig kedelige typer," siger Nicolaj Taudorf Andersen, seniorrådgiver i kommunikationsfirmaet Radius. | Foto: LinkedIn
”Enhver har ret til en forsvarer, og det er fantastisk og som det skal være, men mange gange ser man forsvarsadvokater stå og forsvare nogle, som de fleste tænker er nogle rigtig kedelige typer," siger Nicolaj Taudorf Andersen, seniorrådgiver i kommunikationsfirmaet Radius. | Foto: LinkedIn

Advokater er oftere i rampelyset i store problemsager om svindel og vold, og det har trukket branchens troværdighed ned på et niveau, der kan give problemer på længere sigt.

Sådan lyder det fra kommunikationsfirmaet Radius, der torsdag har fremlagt sin årlige måling af troværdigheden for en række forskellige faggrupper.

Advokaters troværdighed er på en 18. plads blandt 26 forskellige professioner, på niveau med landmænd, socialrådgivere, buschauffører og håndværkere.

"Jeg tror, at når man ser advokater, får man cementeret den opfattelse, at de er en del af en konfliktende verden, og det har man set mere af gennem de her år. Store forsvarssager, folk der har begået økonomisk kriminalitet, advokatundersøgelser - det er alt sammen noget, hvor man som advokat må trække på sin faglige troværdighed, når man gør sit arbejde," siger Nicolaj Taudorf Andersen, seniorpartner i Radius.

I point er troværdigheden over de seneste 10 år faldet fra 3,48 til 3,26 i år, hvilket Nicolaj Taudorf Andersen betegner som et væsentligt fald. Forskning viser, at det påvirker troværdigheden, når man forbinder folk med konflikter, og det har ramt advokaterne, mener Nicolaj Taudorf Andersen.

"Du har rockeropgørene, hvor du har forsvarere for folk, som for de fleste virker som meget kriminelle typer. Man ser mange forsider på voldsom kriminalitet, der kommer op til overfladen, og advokaterne bliver mere eksponerede. Og det gør, at man forbinder advokaterne med det – ikke med, at de selv er kriminelle, men med noget, som er konfliktende, og det er med til at trække troværdigheden ned. Man bliver måske lidt bange for dem," siger han.

Svindel pynter ikke

Tomas Ilsøe Andersen, managing partner i Kammeradvokaten, påpeger, at der har været sager fremme i medierne, som har gjort ondt på hele branchen.

Foto: Kammeradvokaten PR
Foto: Kammeradvokaten PR

Tomas Ilsøe Andersen, Kammeradvokaten

"Troværdighedsscoren er på 10 år faldet med godt 6 pct. Om det er meget eller lidt afhænger nok af øjnene, der ser, og faktisk lå målingen marginalt lavere i 2015. Men det havde da været bedre, om den var steget 6 pct. Når det så er sagt, så siger det sig selv, at det ikke pynter på regnskabet, når advokater dømmes for svindel med klient-midler, og når forsvarsadvokater deler endnu en hættetrøje ud til potentielle kunder i fængslerne. Det kan måske have en effekt, det kan man ikke afvise," vurderer Tomas Ilsøe Andersen med slet skjult henvisning til sidste års debat om forsvarsadvokaters uddeling af reklametøj i fængslerne og fængselsdommene til de tidligere rettighedsadvokater Johan Schlüter og Susanne Fryland for svindel med rettighedshaveres penge.

Ifølge Nicolaj Taudorf Andersen er det også en faktor, at der i offentligheden ikke findes ret mange eksempler på TV-programmer, serier eller film, hvor man går bag advokaternes arbejde eller måske endda portrætterer advokaten som en rollemodel eller i helterollen.

"Du ser ikke naturlige helte blandt advokater. Du ser naturlige anti-helte," siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Stærk selvjustits

Han mener, der naturligt er indbygget en eksponering over for konflikter i advokaternes arbejde, og han fremhæver, at branchen selv gør meget for at passe på respekten for faget.

"Advokatbranchen har en meget skrap selvjustits i forhold til, hvis nogle træder ved siden af, og du har skrappe krav til, at man uddanner sig. Det er noget, ikke-certificerede erhverv kan lære noget af. Som stand har man gjort alt det, man skal, for at man opretholder den hardcore faglige troværdighed. Det er ikke det samme som, at faggruppen i den offentlige mening ligger tårnhøjt, men man gør, hvad man skal," siger han.

Han mener dog, at advokater bør reagere på faldet i troværdighed, blandt andet ved at gøre mere ud af at fortælle om advokaters centrale rolle i samfundet.

"Hvis udviklingen fortsætter, kan det være med til at gøre, at færre vil være interesseret i at blive optaget på jurastudierne, og at der vil være færre kandidater til jobbene," siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Tilfreds med skrap kurs

Tomas Ilsøe Andersen fra Kammeradvokaten mener, der er grund til, at branchen holder sig selv endnu skrappere i ørerne. Han er tilfreds med justitsminister Søren Pape Poulsens (K) nyligt varslede skrappere kurs over for advokater, der blandt andet indebærer reklametøjs-forbud, skrappere tilsyn, større bøder og lettere adgang til frakendelse af beskikkelsen for advokater, der overtræder de advokatetiske regler.

"Branchen skal være bedre til at holde selvjustits. Og dér har Justitsministeren taget nogle udmærkede initiativer, synes jeg, som kan støtte sådan en udvikling," vurderer Tomas Ilsøe Andersen.

Presseomtale preller af på Hortens nye managing partner

Gorrissen-formand om kritik i pressen: ”Det er skadeligt for vores image”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også