Advokater vil stoppe image-rutchetur: Skrappere kurs over for brodne kar og mere fokus på de gode gerninger
Der skal slås hårdt ned på bølleadvokater, og branchen skal blive bedre til at fortælle om advokaternes samfundsgavnlige aktiviteter, bl.a. frivilligt arbejde.
Sådan lyder det fra advokater, der er bekymrede over et mærkbart dyk i branchens image og advokatfagets aktuelle placering langt nede ad troværdighedsranglisten.
”Vi skal værne om vores image - ellers skader det på sigt både vores markedsposition i forhold til konkurrerende brancher og evnen til at tiltrække dygtige unge mennesker til advokatbranchen,” siger Jakob Blicher Ravnsbo, managing partner i advokatfirmaet Andersen Partners.
”Det der med, at vi er konservative, bedrevidende, grådige og måske en smule arrogante som faggruppe, det gavner altså ikke nogen. Det skal vi væk fra. Jeg tror, at vores fornyelse skal begynde med, at vi tænker lidt mere over at afspejle det samfund, vi er en del af,” skrev Jan Al-Erhayem, partner i Mazanti-Andersen Korsø Jensen, i sidste uge i en kommentar på AdvokatWatch.
Slå ned på brodne kar
Ifølge Jakob Blicher Ravnsbo er hovedvejen til et bedre image at slå hårdt ned på advokater, der ikke vil indordne sig under branchens spilleregler.
”Det er, i min optik, ikke det konservative eller gammeldags, der er et problem i branchen. Det er i højere grad de relativt få, men i mediebilledet meget tydelige, brodne kar. Advokatnævnet skal i højere grad koncentrere sig om at få stoppet de advokater der slet ikke kan begå sig og få frataget deres adgang til at praktisere,” vurderer Jakob Blicher Ravnsbo.
Martin Lavesen, managing partner i DLA Piper, mener, branchen bør reflektere over, at der tabes point på troværdigheden. Han mener, advokater skal blive bedre til at fortælle om det arbejde, de udfører, som har en bredere, samfundsmæssig betydning.

Martin Lavesen, DLA Piper
”Uden at kende baggrunden for den foretagne vurdering af advokaters troværdighed, gætter jeg på, at vi ikke scorer særlig højt på et parameter som engagement i samfundet. Det kan vi takke os selv for. Vi yder som advokater et vigtigt samfundsmæssigt bidrag – både i relation til de opgaver, vi dagligt løser for vores kunder, men også i relation til det frivillige arbejde, vi yder. Men vi er generelt ikke gode til at fortælle om det,” siger Martin Lavesen.
Et unuanceret fundament
Han henviser til, at DLA Piper hvert år giver ansatte mulighed for at udføre 30 timers frivilligt arbejde med fokus på at øge børn og minoriteters adgang til retfærdighed, og at DLA yder bistand til UNICEFS Child Justice Program. Men den type historier kommer ikke ud til den brede offentlighed.
Nis Stemann Knudsen, managing partner i fynske Kielberg Advokater, mener, det er svært at gøre noget ved, at advokater får skidt på tøjet af de sager, de arbejder med.
”Jeg mener faktisk, at der gøres en del for at bedre advokaters image, både af advokater og af brancheorganisationerne. Men generelt har advokater en udfordring med image, som det kan være vanskeligt at bekæmpe,” siger han.
Men synes du, advokater selv skal gøre mere for at styrke troværdighed og image, f.eks. engagere sig mere i samfundsdebatten?
”Det kan man vel altid blive bedre til, men jeg synes ikke, det er et problem,” siger Nis Stemann Knudsen.
Væk med de kedelige tidsskrifter
Jan Al-Erhayem fra Mazanti-Andersen Korsø Jensen lægger i sit debatindlæg op til, at advokater skal blande sig mere i samfundsdebatten.

Jan Al-Erhayem, Mazanti-Andersen Korsø Jensen
”Det handler vel om at være de steder og i de kanaler, hvor folk er. Ikke bare i kedelige tidsskrifter og en annonce her og der. Men måske skal vi også i højere grad forholde os til samfundsproblemer, danskernes problemer og ikke bare vores egen forretning,” mener han.
Men Jakob Blicher Ravnsbo fra Andersen Partners mener ikke, et klarere aftryk i samfundsdebatten er vejen frem.
”Jeg tror ikke på, at det hæver branchens troværdighed, hvis vi engagerer os mere i samfundsforhold. Branchens store udfordring er, at vi – og det, der synes at være vores holdninger – købes for penge, derfor er det tvingende nødvendigt, at vi som enkeltpersoner og som branche, opfører os ordentlig og etisk, uanset hvem vi repræsenterer,” siger han.
Uværdige til advokattitlen
Jakob Blicher Ravnsbo mener Advokatnævnet skal lette foden fra speederen over for mindre forseelser og i højere grad bruge krudtet på advokater, der gentagne gange bryder reglerne.
”Det giver ingen mening eller respekt i offentligheden med en masse småbøder for mere eller mindre ligegyldige formelle overtrædelser, eks. fremlæggelse af forligsforslag eller manglende kopier til modparten. Derimod skal der være hurtigere og mere effektiv indgriben mod de advokater, der gentagne gange viser, at de ikke er værdige til at bære advokattitlen. Det vil give mere respekt til branchen,” siger han.
Advokat om faldende troværdighed: "Lad os ikke håbe, at vi nærmer os tilstandene som i USA"
Danske Advokater: Møgsager har ramt advokaters troværdighed
Advokatrådsformand til modangreb efter kritik af passivitet og faldende troværdighed