Udenlandske advokatfirmaer holder øje med Danmark

ADVOKATBRANCHEN I FORANDRING: Danske advokater kan få mere konkurrence fra udlandet, hvor flere store koncerner overvejer at åbne i Danmark for at få flere af de store danske virksomheder på kundelisten.
"Mit bud er, at der kommer flere internationale advokatselskaber til Danmark de kommende år," siger Jesper Langemark, managing partner i Bird & Bird's danske kontor. | Foto: Bird & Bird PR
"Mit bud er, at der kommer flere internationale advokatselskaber til Danmark de kommende år," siger Jesper Langemark, managing partner i Bird & Bird's danske kontor. | Foto: Bird & Bird PR

Flere udenlandske advokatfirmaer kan være på vej til Danmark, hvor de ser gode muligheder for at udvide deres europæiske forretning og få danske virksomheder på kundelisten.

Tidligere har internationale advokathuse ellers haft svært ved at finde fodfæste på det danske marked. Velkendte navne som Dentons, Evershed og Hannes Snellmann har alle forsøgt at etablere sig inden for det sidste årti, men har måttet opgive undervejs.

I dag findes der tre udenlandske selskaber, som har et lokalt kontor i Danmark. Det drejer sig om Bird & Bird, Kennedys og DLA Piper, som vendte tilbage sidste år efter at forladt markedet i 2015.

Men nu kan der være mere udenlandsk konkurrence på vej, vurderer flere iagttagere over for AdvokatWatch.

"Mit bud er, at der kommer flere internationale advokatselskaber til Danmark de kommende år," siger Jesper Langemark, managing partner i Bird & Bird's danske kontor, som åbnede i 2013, da det globale firma fusionerede med danske BvHD.

Han vurderer, at det især er de store, danske eksportvirksomheder, som frister de globale advokater, mens de også ser gode muligheder for at rådgive i forbindelse med fusioner og opkøb.

"Det er toppen af markedet, jeg tror, at udenlandske spillere vil forsøge at komme ind på og dermed tage konkurrencen op med de store danske advokathuse," siger han til AdvokatWatch.

Advokatkæder følger med

Ifølge AdvokatWatchs oplysninger holder fire store advokatkæder med kontorer over hele verden løbende øje med det danske marked, uden at det dog har ført til konkrete planer om at åbne kontor. Der er tale om selskaber i samme kategori som CMS, Baker McKenzie og lignende kæder, som har en strategi om at ekspandere internationalt.

Et pejlemærke for de udenlandske selskaber ser ud til at blive optagelsen af Lett Advokater i den verdensomspændende koncern DLA Piper, som skabte DLA Piper Denmark i maj 2017.

"For os har det været rigtigt positivt at blive en del af DLA Piper. Jeg vil derfor ikke udelukke, at vi kommer til at se flere af de store advokatkæder rykke ind i Danmark," siger country managing partner Martin Lavesen.

Martin Lavesen er country managing partner i DLA Piper Denmark, som blev skabt, da Lett Advokater blev optaget i DLA Piper. | Foto: PR-foto
Martin Lavesen er country managing partner i DLA Piper Denmark, som blev skabt, da Lett Advokater blev optaget i DLA Piper. | Foto: PR-foto

Selv om indtoget fra de globale kæder endnu har været behersket, så har de danske advokater dog allerede fået større konkurrence fra udlandet. Den kommer især fra specialiserede jurister, som bliver hyret ind til at løse problemer for de største danske virksomheder.

"Det ser man inden for de fagspecifikke områder som for eksempel life science, konkurrenceret og virksomhedsoverdragelser. Uden at være etableret i Danmark yder udenlandske advokatfirmaer rådgivning til virksomheder i Danmark. I visse situationer er der nok et behov for en international vinkel og viden, som nationale firmaer ikke kan levere," vurderer Martin Lavesen.

Senest har det indiske firma Dua Associates hyret advokat Thomas Bjørn, som har sin daglige gang hos Royds Withy King i London, til at skaffe flere danske kunder, mens britiske Allen & Overy også har udpeget en dedikeret medarbejder med ansvar for hele Skandinavien.

Ny konkurrence kræver størrelse

Ekspansionslysten hos de globale advokathuse kan ifølge Jesper Langemark fra Bird & Bird forklares med, at mange virksomheder i dag gør forretning over hele verden og derfor har brug for global rådgivning.

"Den anden grund, som måske er mindre oplagt, er, at vi i advokatbranchen vil blive udsat for et øget konkurrencetryk fra andre aktører. Det vil komme fra dels de konkurrenter, vi kan få øje på i dag, for eksempel revisionshusene og konsulenter, men også fra legal tech-området, hvor der vil komme spillere, vi slet ikke havde set som mulige konkurrenter," siger han og peger på, at det kræver en stor pengetank at modstå det pres.

"Der skal investeres mange penge i teknologi, og det kan man ikke gøre, hvis man sidder som en mellemstor dansk advokatvirksomhed. Så bliver man simpelthen kørt af banen. Derfor kan der være brug for at have en vis størrelse," siger han.

Det danske marked er dog langtfra nemt at indtage. Der findes allerede fire store advokathuse i Danmark, som kan blive svære at vippe af tronen. De har ofte et langt og tillidsfuldt forhold til flere af de store virksomheder, som de udenlandske firmaer vil have fingre i. Kulturforskelle kan også være en barriere.

"Vi har en særlig holdning til autoriteter her i Danmark. Vi er nok ikke helt så autoritetstro og villige til at indrette os efter en nålestribet advokat fra London med bowlerhat, som kommer og fortælle os, hvordan vi skal gøre tingene, og hvad for noget tøj, vi skal tage på, når vi går på arbejde om morgen," siger Jesper Langemark fra Bird & Bird til AdvokatWatch.

"Det er sådan en lidt mere løs størrelse, men jeg tror også, at det spiller ind," siger han.

Fik nok efter ét år som advokat: Nu disrupter han branchen 

Banker ansætter flere jurister: "Vi tror rent faktisk på, at det er en fordel for os at have orden i penalhuset"

Advokater banket af robotter på egen bane  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også