Mette Grith Stage: "Vi er nogen der er ret nemme at hade"

Det er sket en rystende forringelse af forsvarsadvokaters arbejdsvilkår. Politisk negativ stemning om erhvervet, overbudspolitik på retsområdet og et passivt Advokatsamfund betyder samlet noget nær en tillidskrise, siger advokat Mette Grith Stage i et interview med AdvokatWatch. Sidste år blev hendes bøjle-bh set som en sikkerhedstrussel.
"Jeg kunne godt tænke mig, at vi ikke hele tiden skulle udstilles som sådan nogen ubehagelige, griske sataner," siger forsvarsadvokat Mette Grith Stage, der mener, at politikerne med deres stramninger over for erhvervet har skudt totalt over målet.
"Jeg kunne godt tænke mig, at vi ikke hele tiden skulle udstilles som sådan nogen ubehagelige, griske sataner," siger forsvarsadvokat Mette Grith Stage, der mener, at politikerne med deres stramninger over for erhvervet har skudt totalt over målet.
AF KAJ HØIVANG

Staten og politikerne har på ganske få år gennemført en række rystende forringelser af forsvarsadvokaternes arbejdsvilkår og rammebetingelse samtidig med, at der er vokset en negativ politisk stemning frem mod forsvarsadvokaterne som gruppe.

Sådan lyder det fra forsvarsadvokat Mette Grith Stage, der er indehaver af Danmarks største forsvarskontor, Stage Advokatfirma. Hun er ærgerlig over, at statens og politikernes tillid til retssamfundets professionelle aktører åbenbart er så lav, at det nærmest ligner en tillidskrise.

"Det er helt vanvittigt. Det er blevet meget, meget sværere at være forsvarer, end da jeg startede op. Jeg føler, at politikerne er meget styret af, hvad vælgerne godt kan lide frem for, hvad der er sagligt. De konkurrerer ligefrem om, hvem der kan være mest tough-on-crime, både i forhold til klienterne og forsvarerne."

Benspænd spild af ressourcer

Ifølge Mette Grith Stage er forringelserne sket på en række forskellige områder lige fra den politiske stemning og respekten for forsvarsadvokaternes arbejde og position i retssamfundet til gentagne stramninger i både praksis og lovgivning.

"Vi må ikke have telefoner med ind i arresten længere. Tit sidder man i et møde med klienten og har behov for at ringe til politimanden for at spørge om noget vedrørende sagen. Nu skal man ud af arresten, ringe til politimanden, og tilbage i fængslet igen. Har man brug for en tolk i 10 minutter for at forklare klienten noget, kunne man tidligere ringe op fra arresten og sætte medhør på. Den mulighed er blevet fjernet, så man i dag skal bestille en tolk, man tager med ind i arresten," siger hun.

Hun forklarer, at tolken måske har kørt i en time for et ganske kortvarigt møde.

"Det er totalt spild af ressourcer. I retten på Frederiksberg havde jeg for nylig en stor sag med LTF med skærpet adgangskontrol, hvor det ikke er nok at vise sit advokatkort.  Jeg skal tage mit bælte og ur af, igennem adgangskontrol. Har jeg købt en kop kaffe fra Joe & The Juice i pausen, skal jeg tage en tår af den for at vise ved adgangskontrollen, at der ikke er syre i, som jeg vil smide i hovedet på dommeren," siger Mette Grith Stage.

"Jeg har det virkelig sådan: Stop nu. I et retssamfund skal man selvfølgelig have tillid til, at de professionelle aktører overholder spillereglerne, og fordi der er én der træder ved siden af, skal man ikke lave reglerne om for alle. Selvfølgelig kan der været et broddent kar. Det kan der i politiet, hos fængselsbetjente, i advokatbranchen, i anklagemyndigheden, det véd vi jo. Men man skal også bare passe på, at det ikke bliver laveste fællesnævner, der kommer til at udstikke retningslinjerne for, hvordan tingene skal fungere," fortsætter advokaten, som yderligere fremhæver restriktion på adgang til eget internet og netværk som en anden, stærkt begrænsende foranstaltning. I stedet må der kun anvendes et såkaldt LAN-kabel i arresthuset.

Banket 10 år tilbage

"Det gør tingene enormt bøvlet. I mange arresthuse er der kun ét lokale med LAN, og det lokale deler vi som advokater med alle andre besøgende. Derfor bliver man ofte anvist et andet lokale, hvor der så ikke er en LAN-forbindelse, og flere steder er der heller ikke LAN-forbindelse i arrestens videorum, hvor vi sidder med klienten under videoretsmøder med retten. Man kommer altså ind som professionel aktør og kan ikke gå på internettet," siger Mette Grith Stage.

"Mere og mere kører digitalt, og som forsvarsadvokat har man blandt andet brug for at hente sagsakter ned fra sin server derhjemme på kontoret. Når vi får et USB-stik fra politiet, gemmer vi det på vores server, og når jeg kommer ind i et retslokale i arresten uden internetforbindelse, kan jeg ikke tilgå mine dokumenter eller gå på nettet for at finde loven eller retspraksis. Jeg har det som om, man har banket os ti år tilbage rent teknologisk," siger forsvarsadvokaten, der mener, at det skyldes en markant forandret politisk stemning de senere år.

Seneste stramning kom efter, at Mette Grith Stage og forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen fik voldsom kritik for at have uddelt huer, hættetrøjer og t-shirts med logo og firmanavne til indsatte i fængsler og arresthuse. Det provokerede en del politikere så meget, at der blev vedtaget ny lovgivning. Mette Grith Stage mener, at reaktionen var ude af proportioner.

Klient i klip-klappere

"Jeg har ikke noget problem med, at man forbyder huer og kuglepenne, hvis fængselsbetjentene synes, det er et problem, men med den nye lovgivning forbyder man en forsvarer at hjælpe sin klient på alle andre måder end ved at forsvare ham. Efter de nye regler er det blevet alt for restriktivt. Man må intet give til en klient som forsvarsadvokat. Jeg har en klient fra Colombia. Politiet har taget hans støvler, fordi de skal bruges som bevis i sagen, og han går rundt kun i klip-klappere i arresten og har gjort det de sidste to måneder. Der er ikke noget, jeg har mere lyst til end at gå ned og købe et par sko til 100 kr. i Føtex. Det må jeg ikke. Det har jeg det skidt med. Det er jo helt vanvittigt, siger Mette Grith Stage og nævner et tidligere eksempel fra før stramningen. En klient blev fængslet om sommeren, og som stadig et halvt år efter sad i sin kortærmede t-shirt."

"Jeg gik ud og købte en billig vinterjakke til ham. Det er jo ikke noget, jeg skriver på regningen, så det kommer naturligvis ikke til at koste skatteyderne eller statskassen penge, men har alene betydning for min egen bundlinje," fortæller hun om reglerne, der udspringer af en holdning om, at der ikke må være penge mellem en klient og en forsvarsadvokat, og at klienten ikke må kunne købes. Men ifølge Mette Grith Stage burde der være en nedre grænse. Når den ikke er der, skyldes det, at politikerne har nemt ved at angribe forsvarsadvokaterne som gruppe.

Lovgiver ud fra mavefornemmelse

"Politikerne laver så meget mavefornemmelseslovgivning, og vi er nogen, der er ret nemme at hade. Jeg tror, at mange almindelige mennesker forbinder os med vores klienter, så når politikerne er ude og sige mindre fordelagtige ting om advokater og navngivne advokater som f.eks. mig selv, så tror jeg, at mange mennesker tænker, at vi er frygtelige mennesker, som selvfølgelig ikke må gå og give ting til klienterne. Så kommer der en lov, hvor man som forsvarsadvokat ikke må give sine klienter et par gamle sko eller en kop kaffe. Vi befinder os i en hverdag, hvor man har med mennesker at gøre, som indimellem har brug for en håndsrækning, der ligger lidt ud over bare at være deres forsvarere i retten," siger Mette Grith Stage.

Den negative politiske stemning resulterer ikke kun i strammere praksis og skærpet lovgivning. Også tonen og samtalen er belastet mellem nogle forsvarere og politikere. Mette Stage har således været under hårde personlige angreb fra flere politikere, blandt andet Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, og den socialdemokratiske retsordfører, Trine Bramsen.

"Jeg synes, det er helt forfejlet. Det viser noget om, at politikerne slet ikke forstår den verden, vi som forsvarsadvokater lever i. Der er en manglende forståelse for, hvad vores arbejdsforhold faktisk er. Dels knokler vi – og det er hvad det er –  dels står vi model til at skulle smide skoene og sågar BH'en for at komme igennem en sikkerhedskontrol. Vi sidder med landets farligste forbrydere i et lille lokale, hvor døren er låst. Vi sidder nede i retten, hvor der indimellem er vild ballade. For nylig blev en anden kvindelig advokat ramt af slag, da fængselsbetjentene skulle ramme hendes klient. De kom til at ramme hende. Det er virkelig et udsat arbejde," siger Mette Grith Stage.

Udstilles på Facebook

"Jeg har slet ikke et kæmpe behov for at blive takket. Det er slet ikke dét. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi ikke hele tiden skulle udstilles som sådan nogen ubehagelige, griske sataner. Når borgmesteren i Odense igen og igen skriver indlæg på Facebook om mig, som er meget tæt på at være injurierende, og når han har vildt mange følgere, som synes jeg er en heks, synes jeg, det er blevet for nemt at sætte nogen for skud. Det er blevet meget nemt for os som forsvarsadvokater at komme i et dårligt lys," siger hun, der efterlyser en større opbakning til retssamfundet, til vigtige retsprincipper om retssikkerhed, fra andre dele af samfundet.

"Ingen gider høre på, at jeg står og råber op. Det skal være nogle andre. Og jeg undrer mig over, at der i de borgerlige rækker ikke er flere, som står på mål for både forsvarsadvokater, men også vores system i det hele taget. Det gælder også Advokatsamfundet," siger Mette Grith Stage, der mener, at grænsen er ved at være nået.

Så du regner ikke med, at det kan blive værre?

"Lige nu har jeg ikke fantasi til at forestille mig, det kan blive værre. Jeg synes, det er slemt. Jeg tør slet ikke tænke på, det kan blive værre. Der er jo ingen tillid til os længere, hvis de mener det er nødvendigt, at man som forsvarer skal smide bh'en," siger Mette Grith Stage.

Sidste år blev hun bedt om netop det i arresten i Aarhus, da hendes bøjle-bh skulle scannes og hun måtte gå gennem metaldetektoren uden.

Udskældt forsvarsadvokat sætter klientplejen over alt andet – kritik eller ej 

Forsvarsadvokat: Konkurrencen er blevet yderligere skærpet

Forsvarsadvokater slås om klienterne

Advokater i fare for at komme i lommen på rockere og andre bander 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også