PWC går til angreb på advokatbranchen inden for M&A

Advokatbranchens lukrative forretning inden for fusioner, køb og salg af virksomheder (M&A) bliver nu udfordret af revisions- og rådgivervirksomheden PWC, der er i færd med at opbygge en "slagkraftig juridisk enhed", der bid for bid skal æde sig ind på advokathusenes opgaver, skriver mediet Insidebusiness.
”Vi ser nogle ting, som ligger i meget tydelig forlængelse af vores forretning, som vi godt kunne tænke os at udnytte, men så er der også andre ting inden for legal, som er totalt uinteressante for os og slet ikke er vores gebet. Du kommer ikke til at se os føre sager i retssalene. Men der, hvor det har med økonomisk rådgivning at gøre, for eksempel køb og salg af virksomheder og lignende inden for vores sfære, giver det mening,” siger Mogens Nørgaard Mogensen, adm. direktør og seniorpartner i PWC, til mediet.
Han hyrede i sommer EY's ledende partner på juraområdet, Henrik Kany, som PWC vil bruge til at styrke sin position.
I modsætning til i dag, hvor en virksomhedstransaktion typisk involverer både revisionshuse, konsulenthuse og advokathuse, er PWC-direktørens plan, at man i fremtiden skal kunne købe det hele som en samlet ydelse hos PWC. Men Mogens Nørgaard Mogensen erkender, at det bliver en udfordring at vriste markedsandelene fra advokatbranchen.
"Der er nogle rigtig dygtige advokatfirmaer til de store transaktioner, og jeg tror ikke, vi sådan lige kommer til at flytte dem. Det vil de nok blive ved med at sidde tungt på i en årrække, men nu starter vi op og begynder i det små på det her marked. Så må vi se, hvad der sker," siger Mogens Nørgaard Mogensen til Insidebusiness.
PWC forsøgte tidligere i år at få et samarbejde i stand med Kromann Reumert. I første omfang skrev Insidebusiness, at et egentligt købstilbud havde været på bordet, men dette blev senere korrigeret.
PwC-formand til medie: Opsplitning af Big Four løser ikke revisorbranchens problemer
Rådgivning skubber PwC's omsætning i vejret
Medie: PwC i dialog med Kromann Reumert om muligheden for samarbejde