Husker du februar? Diskussioner om salær og stress på jurastudierne

ÅRET DER GIK: AdvokatWatch ser tilbage på sit første år. Februar betød farvel til den daværende rigsadvokat, men bød også på historier om blandt andet jurastuderendes studie- og arbejdspres, behandlingen af Johan Schlüters konkursbo, kampen mellem advokater og revisorers markedsandele. (Opdateret.)
Managing partner, Rune Hyllested, i Storm Advokatfirma var omdrejningspunktet i den mest læste historie i februar. | Foto: Storm Advokatfirma
Managing partner, Rune Hyllested, i Storm Advokatfirma var omdrejningspunktet i den mest læste historie i februar. | Foto: Storm Advokatfirma

(Artikel opdateret kl. 11.25 med yderligere oplysninger, korrekt navn på advokatfirma tilføjet.)

I februar annoncerede Justitsministeriet, at man efter gensidig overenskomst sagde farvel til rigsadvokat Ole Hesselgaard, men det var dog særligt historien om advokaten Rune Hyllested, der udtalte heftig kritik af en dommerfuldmægtig, som trak opmærksomhed og endte som månedens mest læste historie på AdvokatWatch.

Advokat raser over dommer efter salær-barbering

Rune Hyllested er medstifter af Storm Advokater i Aalborg og endte i en konflikt med dommerfuldmægtig Bo Dietz fra Skifteretten i Hjørring, efter Bo Dietz nedsatte Rune Hyllesteds salær i en landbrugskonkurs. Sagen spidsede yderligere til, da Hyllested anklagede Bo Dietz for at køre sagsbehandling i pressen, efter han udtalte sig til flere medier.

Rune Hyllested bad om et honorar i konkurssagen på 1,6 mio. kr. og forklarede, at samarbejdsvanskeligheder med den konkursramte svineproducent Jens Sørensen har vanskeliggjort bobehandlingen.

Men Bo Dietz afviste den argumentation og konkluderede i en kendelse, at der var problemer i adskillige af de boer, hvor Rune Hyllested har været kurator, og at "samarbejdsvanskelighederne synes i højere grad begrundet i kurators adfærd, end skyldnernes". Dietz nedsatte blandt andet derfor salæret til 1,1 mio. kr. Vestre Landsret fastsatte dog senere salæret til 1,4 mio. kr.

Advokat slipper med mindre barbering af salær i betændt landbrugskonkurs

I december fortalte Storm Advokater, at det hyrer en af to partnere fra Aalborg-firmaet Komplext, da Kristian Ragnar Pedersen begynder i firmaet 1. januar.

Et andet konkursbo, der fik meget omtale, er Johan Schlüters kollapsede advokatfirma. Mens rettighedsadvokaten kæmpede mod anklager om groft mandatsvig i Københavns byret, var Kammeradvokaten i gang med at rydde op i konkursboet.

765 timers oprydning i Schlüters konkursbo 

Det blev til 765 timer på bobehandlingen på de omkring to et halvt år siden konkursen, viste en opdatering til kreditorerne. Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten ønskede ikke at give et bud på, hvad den samlede regning for oprydningen i konkursen ville ende på, men det fremgår, at skifteretten har godkendt et aconto-salær på 1,5 mio. kr.

Både gode og dårlige statistikker i branchen

Revisorerne er dette år kommet med flere udspil, der gør det klart, at branchen ikke længere forsigtigt sniger sig ind på advokaternes territorium, men med storslåede strategier og alvorlige satsninger forventer at tage en god del af det lukrative marked for juridisk rådgivning, nu de alligevel allerede bistår virksomhederne med revision og skatterrådgivning.

Advokaterne kunne dog i februar trøste sig over, at advokathusene har overhalet revisorerne i skattesager, hvor omkostningerne refunderes af Skat. Det vist en gennemgang af godtgørelsesstatistikkerne, som AdvokatWatch gennemførte.

Advokater overhaler revisorer i skattesager

I 2008 var revisorer rådgivere i 53 procent af de skattesager, hvor klienter søgte Skat om omkostningsgodtgørelse, mens advokater stod for 37 procent af sagerne. I den seneste redegørelse fra Skat fra 2016 er revisorernes andel faldet til 31 procent, mens advokaternes steg til 53 procent.

Lige som i januar fyldte Horten en del plads i medierne.

Denne gang med Københavns Kommune og den tidligere borgmester Anna Mee Allerslevs (R) skiftende forklaringer som omdrejningspunkt. Hortens rolle kom hurtig under kritik fra flere sider, men firmaet afviste, at sagerne havde påvirket Hortens image.

Presseomtale preller af på Hortens nye managing partner 

"Uden at tale om de konkrete sager, så synes jeg, ingen af dem giver ridser i lakken. Det er meget mere nuanceret end det," sagde managing partner Finn Schwarz og understregede, at han ikke syntes, der har været generel negativ omtale af Horten i medierne.

Branchen som helhed kunne dog i begyndelsen af året notere sig endnu et utilfredsstillende resultat. For syv ud af 10 studerende meldte om stress på de danske jurastudier, før de studerende overhovedet er trådt rigtig ind i brancen, viste tal fra Djøf. Tallet er steget hurtigt på blot få år.

Flere jurastuderende får stress  

"Noget af det første, de jurastuderende bliver mødt med på studiet, er oplæg fra forskellige advokatkontorer, som fortæller, at de kun vil have de fem pct. bedste studerende. Og det finder man hurtigst ud af ved at kigge på karaktererne," sagde Christian Nør Larsen, der er formand for de studerende hos Djøf.

Læs historierne her:

Advokat raser over dommer efter salær-barbering

765 timers oprydning i Schlüters konkursbo

Advokater overhaler revisorer i skattesager

Flere jurastuderende får stress  

Presseomtale preller af på Hortens nye managing partner 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også