Advokat raser over dommer efter salær-barbering

Rune Hyllested, medstifter af Storm Advokater i Aalborg, går nu til angreb på en dommerfuldmægtig, der har nedsat den nordjyske kurators salær i en landbrugskonkurs. Efter at dommerfuldmægtig Bo Dietz fra Skifteretten i Hjørring har udtalt sig til flere medier, anklager Hyllested ham nu for at køre sagsbehandling i pressen.
Rune Hyllested har bedt om et honorar i konkurssagen på 1,6 mio. kr. og betonet, at samarbejdsvanskeligheder med den konkursramte svineproducent, Jens Sørensen, har vanskeliggjort bobehandlingen.
Men Bo Dietz har afvist den argumentation og slår i en kendelse fast, at der har været problemer i adskillige af de boer, hvor Rune Hyllested har været kurator, og at "samarbejdsvanskelighederne synes i højere grad begrundet i kurators adfærd, end skyldnernes". Dietz nedsatte blandt andet derfor salæret til 1,1 mio. kr.
Kritisable forhold
Rune Hyllested kræver nu, at landsretten tager stilling til salærnedsættelsen, og i sit kæreskrift langer han hårdt ud efter Bo Dietz' optræden i medierne.
"Disse udtalelser indeholder en flerhed af kritisable forhold og misforstået faktum. For det første er det uhjemlet, at en dommerfuldmægtig i pressen fremkommer med yderligere argumentation og begrundelse for en afsagt kendelse. En begrundelse der vel at mærke ikke fremgår af den officielle kendelse," skriver Rune Hyllested i den netop afleverede skrivelse, som AdvokatWatch har fået aktindsigt i.
"Der findes ingen hjemmel til, at sagsbehandlingen skal foregå via pressen i det offentlige rum," fortsætter Hyllested.
Bo Dietz afviser over for AdvokatWatch, at han har ført sagen i pressen, og noterer, at han er blevet ringet op af journalister og har svaret på deres spørgsmål.
Noget er galt
Dietz fastholder, at Hyllesteds samarbejdsproblemer med fallenterne ikke skal være et argument for et højere salær, og fremhæver, at konkursramte landmænd i fire ud af fem sager med Hyllested som kurator har bedt om at få en advokat til at repræsentere dem, et forholdsvis sjældent træk.
"Der er noget galt, når fire ud af fem landmænd uafhængigt af hinanden ikke føler sig ordentligt behandlet af kurator og beder om skifterettens hjælp,” siger Bo Dietz til AdvokatWatch.
Slagsmålet mellem Rune Hyllested og Skifteretten har stået på siden efteråret, hvor Bo Dietz afsatte Hyllested som kurator i Jens Sørensen-konkursen, fordi Rune Hyllested havde hyret firmaer med sin bror i ejerkredsen til at løse opgaver for boet. Vestre Landsret omgjorde beslutningen og genindsatte Hyllested, men skifteretten fastholdt, at det endelige salær skulle nedsættes.
Også den beslutning har Rune Hyllested nu bedt landsretten forholde sig til.
Galt afmarcheret
Rune Hyllested ønsker ikke at kommentere sagen over for AdvokatWatch. Men hans indstilling til landsretten efterlader ingen tvivl om, at han mener, skifteretten er galt afmarcheret.
"Der er (...) intet belæg for at lægge til grund, at samarbejdsvanskelighederne skyldes kurator. Det kan konstateres, at skifteretten har truffet afgørelse på et mangelfuldt og fejlagtigt grundlag," hedder det.
Bo Dietz oplever det som naturligt, at Rune Hyllested beder om landsrettens vurdering.
”Hvis man som advokat får nedsat sit salær med en hel del, og så ikke går videre med det, får det lidt karakter af ”går den, så går den”. Så det har jeg fuld forståelse for, at man gør,” siger Bo Dietz.
Aalborg-advokat fortsætter slagsmål om salær-nedsættelse
Relaterede artikler:
Aalborg-advokat fortsætter slagsmål om salær-nedsættelse
For abonnenter