Slagelse Kommune hyrer Kammeradvokaten til politisk slagsmål

Et politisk opgør i Slagelse Kommune har nu fået den vestsjællandske kommune med borgmester John Dyrby Paulsen (S) i spidsen til at alliere sig med Kammeradvokaten. Det skriver Sjællandske.
Tilbage i juli stævnede partierne Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre Slagelse Kommune for "politisk udrensning" efter en ændring i styrelsevedtægten i foråret. Ændringen betød en omkonstituering, hvor oppositionen mistede fem formandsposter samt flertallet i flere udvalg.
Blå blok mener ikke, at den officielle udmelding om "snitfladeudfordringer" er sandheden for vedtægtsændringen, men mener derimod, at det handler om personlige stridigheder og et "iskoldt klima i byrådssalen".
Jurist i Slagelse Kommune Jacob Neuer oplyser til Sjællandske, at kommunen endnu ikke ved, hvad Kammeradvokatens honorar for juridisk bistand bliver. Det skyldes, at statens advokat endnu ikke har fremsendt et prisoverslag, fordi man i øjeblikket er ved at afdække omfanget af sagen, og hvor mange timer, der skal bruges.
Det er advokatfuldmægtig hos Printz Advokatfirma Klaus Josefsen, der repræsenterer Venstre, Danks Folkeparti og Radikale Venstre.
Advokatfirma skal undersøge gebyropkrævning i København
Kammeradvokaten indkasserer 1,5 mio. for undersøgelse af skandalesag i Aarhus