Advokater kritiserer dommer for dørlukning i stor svindelsag

Pressen bør få indblik i kritik af politiets efterforskning i sag, hvor 11 mænd er fængslet, mener advokat.
Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

En sag om svindel med moms og kildeskat for flere hundrede millioner kroner tåler fortsat ikke åbenhed.

Det mener en dommer i Københavns Byret, der torsdag igen har besluttet at lukke dørene til et retsmøde, som drejer sig om fortsat varetægtsfængsling af de 11 mænd.

I retsmødet beder fem forsvarere om åbne døre, men forgæves.

Lukketheden betyder blandt andet, at pressen hindres i at fortælle offentligheden om kritik af politiets efterforskning, lyder det fra advokat Niels Ulrik Heine.

"Vederhæftigheden af politiets arbejde har været til debat, og det burde pressen få indblik i," siger han og taler om en "underlig skjult efterforskning".

En anden forsvarer, advokat Jakob Arrevad, taler om hensynet til de fængsledes pårørende.

"Jeg bliver ringet op af min klients hustru, men jeg må ikke sige, hvorfor han er fængslet. Det er helt ude af proportioner," siger Arrevad. 

Han peger på forskelsbehandling i retssystemet og nævner en aktuel sag. Onsdag blev en tidligere direktør i et datterselskab i OW Bunker-koncernen i Aalborg dømt for at have påført selskabet et tab på godt 500 millioner kroner.

"I den sag var der ingen varetægtsfængsling," bemærker Jakob Arrevad.

I den aktuelle sag i København har de 11 derimod været fængslet siden midten af oktober. 

En stribe selskaber indenfor transport, rengøring og andre områder har været benyttet af mændene, som ifølge en politiinspektør har udgjort "et kriminelt netværk". 32 ejendomme blev beslaglagt ved en stor politiaktion i København, Østjylland og på Lolland.

Til dommeren siger senioranklager Pernille Søberg, at åbne døre kan ødelægge efterforskningen, fordi der er sigtede medgerningsmænd på fri fod, og fordi der fortsat er en omfattende efterforskning i gang.

Blandt de 11 er der tætte familiemæssige og erhvervsmæssige relationer, og sagen drejer sig om momssvig og kildeskattesvig for "flere hundrede millioner kroner", lyder det fra anklageren.

Forsvarerne beder om, at dommer Mette Undall-Behrend angiver mere konkrete grunde til dørlukning, men ønsket efterkommes ikke. 

Til retsmødet er flere familiemedlemmer til de fængslede mødt op. På grund af dødsfald i familien er der ønske om, at tilhørerne sammen med de fængslede får mulighed for en fælles stille bøn i to minutter.

/ritzau/

Politibetjent tiltales for at lyve i retten

Statsadvokat: Civile sager skal hive penge hjem fra udlandet

Advokat kritiserer Løkkes konstatering om hadforbrydelse

Advokat politianmeldt for omstridt Hellerup-byggeri

Svindeltiltalt advokat nægter at have snydt kreditorer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også