Horten-chef vil stramme op internt efter "fodfejl" i Anna Mee-sag

Horten begik en "fodfejl" ved at stole på oplysninger fra en revisor, siger managing partner Finn Schwarz, der nu vil stramme op internt.
"Vi burde have forholdt os mere kritisk til selve udregningerne og ikke bare lagt de konklusioner, der var i materialet, til grund," siger Horten-spydspids Finn Schwarz om Anna Mee Allerslev-sagen. | Foto: Horten
"Vi burde have forholdt os mere kritisk til selve udregningerne og ikke bare lagt de konklusioner, der var i materialet, til grund," siger Horten-spydspids Finn Schwarz om Anna Mee Allerslev-sagen. | Foto: Horten

Ikke godt nok.

Sådan vurderer managing partner Finn Schwarz advokatfirmaet Hortens stærkt kritiserede indsats i sagen om tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslevs private relationer til en kommunal samarbejdspartner.

Hortens managing partner udtaler sig nu for første gang om advokatfirmaets rolle i sagen, der har vakt stor opsigt i offentligheden. 

"Vi kan godt sige, at det her er ikke godt nok, vi kan godt samtidig sige, hvorfor det ikke var godt nok, og vi kan også godt pege flasken hen mod nogle, der har givet os de oplysninger, hvis troværdighed vi burde kunne fæstne lid til. Men det er stadig ikke godt nok fra vores side," siger Finn Schwarz til AdvokatWatch.

Horten har for Københavns Kommune lavet en undersøgelse af Anna Mee Allerslevs relationer til murerfirmaet Øens Murerfirma, som både var kommunal leverandør og udførte arbejde for Allerslev privat. Men advokatfirmaet overså i sin første rapport væsentlige økonomiske mellemværender og måtte derfor lave en ny rapport. Nu er det kommet frem, at der også er fejl i rapport nummer to, hvilket har fået Horten til at undskylde over for kommunen, og advokatfirmaet har nu tilbudt Københavns Kommune at udarbejde en tredje rapport gratis.

Finn Schwarz pointerer, at de fejl, der optræder i den seneste rapport, ligger i materiale, advokatfirmaet har fået fra andre, og at Hortens fejl består i, at oplysningerne ikke er blevet tjekket grundigt nok.

"Vi har modtaget nogle beregninger fra en statsautoriseret revisor, som er blevet videreformidlet af Anna Mee Allerslevs advokat, og vi har taget udgangspunkt i konklusionerne fra materialet og de beregninger. Det kan vi nu godt se, i bagklogskabens ulideligt klare lys, at vi burde have forholdt os mere kritisk til selve udregningerne og ikke bare lagt de konklusioner, der var i materialet, til grund. Det er klart. Det er en fodfejl, som vi selvfølgelig skal rette op på, og det er den dialog vi har haft med Københavns Kommune, som gør, at den får vi mulighed for at rette op på," siger Finn Schwarz.

Fejl blev ikke fanget

Ifølge BT har den statsautoriserede revisor Peter Steffen Clausen fra firmaet Christensen Kjærulff, der har udarbejdet de fejlbehæftede beregninger, der optræder i rapporten, beklaget fejlen. Men Horten får kritik for at have ladet fejlene glide igennem i den rapport, kommunen har sendt til Folketingets Ombudsmand.

"Det er naturligvis utilfredsstillende, at Horten ikke har opfanget fejlen," oplyser beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) til BT.

Foto: Horten PR
Foto: Horten PR

Ifølge BT har Horten i alt fået knap 170.000 kr. for de to første rapporter om Anna Mee Allerslev. I alt har advokatfirmaet siden 2013 fået 73 millioner kroner for at løse opgaver for Københavns kommune.

Over for AdvokatWatch vurderer Anne-Mette Højland, adm. direktør i branding-firmaet IDna Group, at sagen kan svække tilliden til Horten.

"Lige præcis det her er skidt for tilliden og kan få andre kunder til at stille spørgsmålstegn ved, om de får den velkvalificerede rådgivning, de forventer," siger hun.

Tror på forståelse

Finn Schwarz mener, firmaets kunder vil have forståelse for, at firmaet har udtalt sig på grundlag af de oplysninger, det har fået, og vil have respekt for, at Horten har påtaget sig ansvaret for at få tingene rettet.

"Man kan vælge to versioner; den ene version er at sige "vi udtaler os ikke, og vi har ikke gjort noget galt", eller man kan sige, som vi har gjort, vi kryber ikke i flyverskjul, vi mener ikke, det er godt nok, det vi har gjort. Og så håber vi, at vores klienter vil have den opfattelse, at det er en seriøs måde at gribe tingene an på. Det er det, vi selv opfatter som en professionel og seriøs måde, og som vi gerne vil stå til ansvar over for," siger Finn Schwarz.

Er det noget, du tror, har påvirket Hortens omdømme og anseelse?

"Der er ingen tvivl om, at når man bliver trukket gennem mediemøllen vil det få en indflydelse, og det skal det også få internt hos os, for vi skal være endnu skarpere og endnu klarere og arbejde med den faglighed, som alle advokatfirmaer arbejder med. Så vi vil da sørge for at forsvare vores positioner, hvor de nu end kan være,” siger Finn Schwarz.

Er der andre klienter, der har henvendt sig?

"Nej. Det har vi ikke hørt noget om, ikke endnu," siger Finn Scwarz.

Ifølge Finn Schwarz bør sagen give stof til eftertanke, ikke bare hos Horten.

"Det er klart, at sådan en problemstilling bør give alle advokatfirmaer eller rådgivere anledning til at sige ja, selvfølgelig skal vi være kritiske, også selv når andre professionelle rådgivere giver os konklusioner og sammenfatninger, skal vi være kritiske over for det, selv når det ikke er vores kerneområde, nemlig juraen, men hvor det er de talmæssige ting, som de burde have stået på mål for," siger Finn Schwarz.

Sagen om Anna Mee Allerslev er ikke den eneste møgsag, Horten har haft i nyere tid. I januar betalte advokatfirmaet næsten 9 mio. kr. ud af et samlet honorar på 29 mio. kr. retur til Frederikssund Kommune, fordi et stort byggeprojekt i byen Vinge, som Horten har været rådgiver på, har udviklet sig til en økonomisk fadæse for kommunen.

PR-folk: Horten er sårbar efter Anna Mee-brøler: ”Det her er skidt for tilliden” 

Medie: Politikere vil have Horten sat af Anna Mee Allerslev-sagen  

Horten beklager fejl og lover ny undersøgelse af Anna Mee-sag 

Presseomtale preller af på Hortens nye managing partner

Frederikssund Kommune har takket ja til Hortens tilbagebetaling 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også