Horten beklager fejl og lover ny undersøgelse af Anna Mee-sag

Advokatfirmaet beklager, at den hidtidige gennemgang ikke har haft den fornødne kvalitet og vil vederlagsfrit eftersende justeret redegørelse.
Foto: Ritzau Scanpix/Mads Joakim Rimer
Foto: Ritzau Scanpix/Mads Joakim Rimer
Tophistorie fra BT distribueret af Ritzau

Advokatfirmaet Horten lover nu at lave en ny redegørelse om Anna Mee-sagen – og denne gang skal det ikke koste Københavns Kommune én eneste krone.

Det oplyser Horten til BT, efter at avisen torsdag aften har afsløret åbenlyse fejl i Hortens seneste undersøgelse af den tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev.

Anna Mee Allerslev gik i oktober sidste år af som borgmester, efter BT kunne bringe en række afsløringer om hendes gratis lån af lokaler hos den kommunale samarbejdspartner Øens Murerfirma, samt at hun havde bedt en forvaltningschef om at hjælpe firmaet med en byggetilladelse.

Myndighedernes vagthund, Folketingets Ombudsmand, krævede på baggrund af artiklerne en redegørelse fra rådhuset – og nu får Ombudsmanden altså en helt ny rapport om Anna Mee-sagen.

"Horten har i dag på et møde med Københavns Kommune beklaget, at vores gennemgang af de økonomiske beregninger fra Anna Mee Allerslevs revisor ikke lever op til den kvalitet, vi ellers bryster os af. Vi er selvfølgelig ikke revisorer, men det er ikke godt nok," skriver Horten og fortsætter:

"Derfor har vi aftalt med Københavns Kommune, at vi hurtigst muligt eftersender en justeret redegørelse baseret på en retvisende gennemgang af økonomien. I den forbindelse inddrager vi selvfølgelig en ekstern revisor, og Horten afholder alle udgifter i forbindelse med den justerede redegørelse."

I den fejlbehæftede rapport undersøger Horten, om Anna Mee Allerslev havde fået nogen form for gave, da den kommunale samarbejdspartner Øens Murerfirma var indblandet i renoveringen af hendes lejlighed på Østerbro i København.

Nu viser det sig, at et simpelt byggeregnskab, der er den eneste skriftlige dokumentation i undersøgelsen, har flere åbenlyse fejl.

Anna Mee Allerslevs advokat afleverede byggeregnskabet til Horten, der ikke opdagede fejlene, men lod de urigtige oplysninger indgå i den rapport, som Københavns Kommune afleverede til Ombudsmanden. Torsdag oplyste Københavns Kommune til BT, at Hortens arbejde var 'utilfredsstillende'.

Advokatfirmaet har indtil videre udarbejdet to redegørelser for kommunen. Den kommende rapport fra Horten er altså den tredje i rækken.

I januar kom Hortens første rapport, der undersøgte alle Allerslevs relationer til Øens Murerfirmas direktør Jan Elving. I rapporten fremgik det kun, at Øens Murerfirma havde lavet noget murerarbejde i eksborgmesterens badeværelse.

Men blækket fra rapporten var knap nok tørt, før BT 2. februar kunne afsløre, at Øens Murerfirma ifølge firmaets dokumenter stod bag en hovedentreprise på 1,7 millioner kroner, og at murerfirmaet også var med til at rive en bærende væg ned.

Så satte kommunen på ny advokatfirmaet Horten til at undersøge sagen. Det er denne undersøgelse, der er så fuld af fejl, at advokatfirmaet igen må på opgaven.

Københavns Kommune har betalt advokatfirmaet Horten 81.000 kroner for den første Anna Mee-rapport, mens den anden rapport kostede skatteyderne 87.500 kroner, viser BT's aktindsigt.

Den tredje skal altså ifølge Horten ikke koste kommunen noget.

Horten skal lave ny undersøgelse af tidligere borgmester

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også