Domsdatabase forsinket igen: Domstolsstyrelsen dropper samarbejde med leverandør

Et skridt frem og to tilbage.
I marts offentliggjorde Domstolsstyrelsen sin leverandør til den stort anlagte domsdatabase. Men fremskridtet er endt som et tilbageskridt, for nu skal Domstolsstyrelsen ud og finde en ny leverandør, efter at aftalen med firmaet Schultz, der skulle levere databasen, er annulleret.
Siden aftalen blev indgået i marts har det vist sig, at parterne ikke havde en "fælles forståelse af Domstolsstyrelsens krav og den løsningsbeskrivelse, som Schultz leverede."
"Domstolsstyrelsen har på denne baggrund valgt at benytte sig af retten til at udtræde af den indgåede kontrakt," lyder det i en meddelelse på Domstolsstyrelsens hjemmeside.
Det betyder, at Domstolsstyrelsen skal finde en ny leverandør til opgaven under samme udbudsform som tidligere, hvilket forsinker projektet igen.
"Det nye udbudsforløb forventes at medføre en tidsforskydning af den planlagte idriftsættelse af Domsdatabasen i 2019. Når de nærmere forhold i forbindelse med et nyt udbud er klarlagt, vil der blive orienteret om det," skriver Domstolsstyrelsen på sin hjemmeside.
Den politiske beslutning om at etablere en national domsdatabase med fri og gratis adgang til domme afsagt af Danmarks Domstole blev truffet tilbage i 2014. Databasen skulle have været klar i år, men lanceringen blev udskudt på grund af forsinkelser i arbejdsgrupperne.
Nu står Domstolsstyrelsen uden leverandør, og det er uvist, hvornår databasen bliver klar.
Domsdatabasen et skridt nærmere lancering