Minister udskyder politisk arbejde – advokat frygter for retshjælpens ildsjæle

Justitsministeren igangsatte sidste år et politisk arbejde, der skulle undersøge den danske retshjælp og fri proces. Men nu er arbejdet sat på hold, og advokat frygter for, at det vil få konsekvenser for retshjælpen. Ordfører er chokeret og kræver ny deadline.
Arbejdet med at forbedre retshjælpen i Danmark er blevet sat på vågeblus, efter justitsminister Nick Hækkerup (S) blandt andet har haft travlt med regeringens indsats mod covid-19. | Foto: Jens Dresling
Arbejdet med at forbedre retshjælpen i Danmark er blevet sat på vågeblus, efter justitsminister Nick Hækkerup (S) blandt andet har haft travlt med regeringens indsats mod covid-19. | Foto: Jens Dresling

For godt et år siden udpegede justitsminister Nick Hækkerup (S) det hold, der skal granske reglerne om fri proces og retshjælp for at sikre, at alle har adgang til juridisk bistand i retssystemet.

Men udvalget nåede knap nok at komme i gang, før arbejdet blev sat på pause.

Nu frygter advokat og medlem af følgegruppen til udvalget Ole Dueholm, at udskydelsen kan komme til at slukke ildsjælene, så frivillige ender med at forlade retshjælpsarbejdet.

"Jeg synes, det er dybt pinligt, at arbejdet bare kan sættes til side," siger Ole Dueholm og tilføjer:

"Retshjælp er i dag drevet af frivillige, der synes, det er en vigtig opgave og kaster sig engageret ud i det. Men når de her ildsjæle møder så lidt opbakning og forståelse og anerkendelse i form af, at man får nogenlunde rammer for arbejdet, så tærer det på dem."

Udvalget begyndte arbejdet i efteråret 2020 og det skulle oprindeligt have været færdigt inden sommerferien 2022.

Men man kommer altså ikke til at holde tidsfristen, lyder det nu fra Justitsministeriet, der forklarer forsinkelsen med, at ministeriet har valgt at bruge kræfter på corona frem for at skulle bruge ressourcer på at betjene udvalget i forbindelse med arbejdet.

"Da udvalgsarbejdet grundet Justitsministeriets rolle i forbindelse med håndteringen af den samlede indsats mod covid-19 og lovgivningen relateret hertil har været nedprioriteret i en periode, må det dog forventes, at denne tidsfrist vil blive ændret," skrev justitsminister Nick Hækkerup (S) i starten af maj i et svar til Retsudvalget.

"Det går ufatteligt langsomt"

Derfor er det nu uklart, hvad fristen i givet fald vil blive ændret til. Ministeriet har dog oplyst, at man "vil vende tilbage over for Retsudvalget med en revideret tidsfrist, når en sådan foreligger".

Udfordringerne på området for retshjælp har været kendt i flere år. Tilbage i 2017 udkom den juridiske tænketank Justitia med en rapport om området for retshjælp, hvor der blandt andet blev rettet kritik mod den danske retshjælpsordning for både at være geografisk og socialt skæv.

"Den proces, vi har gang i nu, startede i 2017, og nu er vi i 2021. Det er fire år, der er gået for at komme dertil, hvor vi er nu og har fået nedsat et udvalg. Så det er ikke noget lyntog, det er heller ikke noget eksprestog, og det er måske ikke engang en dræsine, der er gang i," siger Ole Dueholm, der tilføjer, at han savner politisk bevågenhed omkring emnet.

"Det går ufatteligt langsomt, og der er ingen, der har noget imod, at det går langsomt. Det her udvalg er blevet en ren syltekrukke."

Ifølge advokaten har coronakrisen særligt ramt de mennesker, der har haft behov for retshjælp under corona, fordi flere retshjælpskontorer har været lukket ned.

"Der er masser af rådssøgende, der sukker efter mere hjælp, så det er helt oplagt et behov, som fortjener en samfundsmæssig interesse og bud på løsninger," siger han.

Ordfører er chokeret

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, har efterspurgt en ny dato for færdiggørelsen af udvalgets arbejde, men justitsministeren er endnu ikke vendt tilbage med en ny deadline.

"Jeg er helt i chok over, at udvalgsarbejdet bliver udskudt på nærmest ubestemt tid. Det undrer mig dybt, fordi det er jo et utroligt vigtigt arbejde for ministeriet og for borgerne her i landet, som nu bliver udsat for endnu en forsinkelse uden en ny tidsramme," siger Peter Skaarup.

"Det går for langsomt efter min mening," siger Peter Skaarup (DF) om regeringens arbejde med at forbedre den danske retshjælp. | Foto: Jens Dresling
Han giver ikke meget for ministeriets forklaring om, at man har prioriteret arbejdet med corona, og at man derfor har valgt at udskyde arbejdet med retshjælpen.

"Selvfølgelig har der været visse ting, som er blevet behandlet på en lidt anden måde under corona, men det er jo ikke sådan, at der ikke er gang i folketingssalen. Der vedtages lovgivning, der er samråd, høringer, og vi stiller spørgsmål til ministeren," siger Peter Skaarup.

Advokat: Brug for midlertidige tiltag

I december 2020 kritiserede Birgitte Arent Eiriksson, der er vicedirektør i Justitia, hvordan skiftende regeringer har udskudt at forbedre ordningen i en kommentar i Altinget.

Det var Søren Pape Poulsen, der som justitsminister under den tidligere regering annoncerede, at den danske retshjælpsmodel skulle forbedres tilbage i 2017. Heller ikke Peter Skaarup mener, at arbejdet kan tåle at blive udskudt længere.

"Alle de oplysninger, vi har fået igennem næsten fem år, har tydet på, at der er brug for at få kigget på området og få repareret på de udfordringer, der er," siger Peter Skaarup.

Står det til advokat Ole Dueholm, burde politikerne have kørt arbejdet i to "spor" med fokus på midlertidige tiltag og langsigtede planer for fremtidig retshjælp og fri proces.

"Man bliver nødt til at lave nogle midlertidige tiltag, der holder liv i det og specielt opmuntrer de her ildsjæle, som ellers risikerer at brænde ud, så de ikke er der den dag, der overordnet set er kommet bedre rammer for retshjælpen."

AdvokatWatch har spurgt ministeren om, hvorfor arbejdet er blevet udsat. Justitsministeriet henviser til justitsministerens svar om, at arbejdet er blevet udsat på grund af arbejdet med coronakrisen.

Regeringen vil forenkle retsafgiften og gøre det billigere at anlægge store sager

Landsdommer forventer ændringer – men ingen revolution af fri proces

Justitsminister udpeger medlemmer til omstridt udvalg 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også