Finansminister sigter mod Kammeradvokat-afklaring til efteråret

Kammeradvokatordningen bliver i øjeblikket vurderet af Finansministeriet, efter finansministeren har varslet et gennemsyn af statens indkøb af juridiske ydelser. Afklaringen bliver dog mindst et år forsinket.
Finansminister Nicolai Wammen (S) har varslet, at han vil genoverveje Kammeradvokatordningen. | Foto: Emil Agerskov/Ritzau Scanpix
Finansminister Nicolai Wammen (S) har varslet, at han vil genoverveje Kammeradvokatordningen. | Foto: Emil Agerskov/Ritzau Scanpix

Efter et par måneder på barsel er finansminister Nicolai Wammen (S) tilbage ved sit skrivebord, hvor der blandt andet ligger en dugfrisk rapport fra Konkurrencerådet, der anbefaler et brud med den nuværende kammeradvokatordning.

Men til trods for, at finansministeren sidste sommer varslede, at han i efteråret ville genoverveje statens indkøb af juridiske ydelser, ligger Kammeradvokataftalen langt fra øverst i opgavebunken.

"Arbejdet med at vurdere statens indkøb af juridiske ydelser er i gang. Der forventes at være en afklaring til efteråret, men grundet corona er det dog svært at fastslå præcis, hvornår arbejdet kan afsluttes," oplyser Finansministeriets presseafdeling over for AdvokatWatch.

Nicolai Wammen ønsker ikke at svare på AdvokatWatchs spørgsmål om, hvordan, han mener, staten bør organisere sine indkøb af advokatbistand, men på et samråd i juni sagde ministeren, at man i princippet godt kan "forestille sig, at man kunne have flere kammeradvokater".

I dag sidder advokatfirmaet Poul Schmith via Kammeradvokataftalen tungt på statens advokatopgaver.

Råd anbefaler mere konkurrence

Idéen om flere advokater frem for en kammeradvokat kommer Konkurrencerådet også med i sin rapport om advokatbranchen. Her lyder anbefalingen, at "hele eller dele af statens samlede opgaveportefølje, der i dag hører under Kammeradvokataftalen, konkurrenceudsættes".

Konkret mener Konkurrencerådet, at en del store opgaver skal sendes i almindeligt udbud, mens staten kan samle de løbende opgaver i en mindre kammeradvokataftale, som eventuelt kan skrues sådan sammen, at staten har et fast samarbejde med flere advokatfirmaer.

Finansministeriet bekræfter, at Konkurrencerådets rapport indgår i vurderingen af statens indkøb af juridiske ydelser, men har ikke yderligere kommentarer til arbejdet på nuværende tidspunkt.

Staten har ifølge Konkurrencerådets rapport fordoblet sit forbrug af Kammeradvokaten på ti år. Staten brugte således 531 mio. kr. på aftalen i 2019, og dertil kommer et ikke offentligt kendt forbrug hos statsejede virksomheder, og når staten bruger Kammeradvokaten som kurator.

Venstre: Kom i gang

Der er bred politisk enighed om, at statens regning til Kammeradvokaten skal nedbringes, og derfor mener Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen, der selv er advokat, at Wammen skal holde sig til sin oprindelige tidsplan.

"Ministeren skal se at komme i gang, for der er adskillige gode grunde til at bryde med ordningen. Det ville gavne både statens økonomi og borgernes retsstilling," siger Bang Henriksen.

Er det ikke okay, at ministeren har andet at tænke på her under coronakrisen?

"Det var et glimrende argument de første to måneder af coronakrisen, men det kan ikke blive ved med at være svaret fra ministeren. Mig bekendt fungerer staten og embedsværket stadigvæk, så det er bare at komme i gang."

Venstre ser gerne, at advokatopgaverne sendes i udbud, så andre firmaer har mulighed for at få en større bid af statens opgaver, der ifølge Konkurrencerådet udgør omkring en mia. kr.

Staten har allerede i dag mulighed for at hyre andre advokatfirmaer, men det sker ifølge Konkurrencerådet "kun i begrænset omfang".

Støttepartier vil opsige aftale

Også i rød blok ønsker flere partier et opgør med Kammeradvokataftalen. SF og Enhedslisten vil have finansministeren til at opsige aftalen for i stedet løse flere opgaver internt i staten.

"Det vil i min optik være klogt at splitte det op, så Kammeradvokaten har nogle opgaver, mens staten hjemtager andre," mener Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund.

SF mener, at forslaget vil spare staten for 100 mio. kr. om året.

"Det at have et monopol hos en privat aktør, synes jeg, er den dårligste af alle løsninger," sagde partiets finansordfører Lisbeth Bech-Nielsen til AdvokatWatch i efteråret, da SF uden held bragte Kammeradvokataftalen med ind til finanslovsforhandlingerne.

Regeringen er allerede i gang med at hjemtage nogle af Kammeradvokatens opgaver og har blandt andet oprettet Rådgivningsenheden Statens Indkøb, der hjælper myndigheder med udbudsopgaver.

Poul Schmiths ledende partner Jens Bødtcher-Hansen har tidligere været ude at støtte idéen om, at staten løser flere opgaver selv. Men han holder samtidig fast i, at der er mange fordele ved kammeradvokatordningen.

"Det kan godt være, man står om tre år og har en masse advokater i brug, men at den samlede pris er langt større, end den er nu, og at man vil opleve, at habilitetskonflikter og risiko for uensartet behandling vil skade retssikkerheden," skrev Jens Bødtcher-Hansen i en mail til AdvokatWatch i forbindelse med Konkurrencerådets rapport i januar.

Konkurrencestyrelsen anbefaler opgør med kammeradvokatordning

Kammeradvokaten overlevede finansloven – men fremtiden er fortsat uvis

Konkurrencerapport: Dansk ordning med en kammeradvokat er unik

Rapport: Statens brug af Kammeradvokaten svækker konkurrencen

SF blæser til angreb på Kammeradvokaten: Vil bruge finanslov til at opsige aftale

Kammeradvokat-topchef agter at banke konkurrenterne i fri konkurrence

Justitsministeren ser gode grunde til større konkurrence om statens advokatopgaver

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også