AdvokatWatch

SF blæser til angreb på Kammeradvokaten: Vil bruge finanslov til at opsige aftale

Regeringens støtteparti SF går til forhandlingerne om næste års finanslov med et forslag om at opsige aftalen med Kammeradvokaten. Ved at hjemtage opgaver og konkurrenceudsætte mere kan staten spare 100 mio. kr., mener finansordfører.

Finansordfører Lisbeth Bech-Nielsen (SF) tager et forslag om at opsige kammeradvokatordningen med til forhandlingerne om næste års finanslov, der skal forhandles på plads i næste måned. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Kammeradvokataftalen, der giver det private advokatfirma Poul Schmith en særstatus i forhold til at løse advokatopgaver for staten, skal opsiges i forbindelse med en kommende aftale om næste års finanslov.

Sådan lyder den klare udmelding fra regeringens støtteparti SF, der mener, at staten kan spare 100 mio. kr. om året ved at løse flere juridiske opgaver selv og ved at sende resten i frit udbud blandt alle advokatfirmaer.

"Skal vi gøre brug af private advokathuse, skal man konkurrenceudsætte det i højere grad. Det at have et monopol hos en privat aktør, synes jeg, er den dårligste af alle løsninger," siger finansordfører Lisbeth Bech-Nielsen (SF) til AdvokatWatch.

SF har sammen med Venstre og Enhedslisten tidligere luftet tanken om at opsige aftalen, men nu er partiet klar med et konkret forslag.

Partiet vil opsige aftalen med Poul Schmith og bruge opsigelsesperioden på et år på at opbygge interne juridiske kompetencer i staten, så besparelserne vil slå igennem på finansloven for 2022.

Tid til at sætte handling bag ordene

Statens forbrug af Kammeradvokaten er vokset mere end 125 pct. på ti år til 531 mio. kr. i 2019. Den voksende regning har gentagne gange fået politikerne til varsle et opgør med ordningen, men indtil nu er det blevet ved snakken.

Det er også årsagen til, at SF tager sit forslag med til finanslovsforhandlingerne.

"Det er en diskussion, vi har haft i så mange år efterhånden, og hver eneste gang bliver der nedsat et eller andet udvalg, eller der skal skrives en rapport, så derfor mener vi, det skal med i finanslovsforhandlingerne," siger Lisbeth Bech-Nielsen.

Det er i forvejen planen, at kammeradvokataftalen skal genforhandles i løbet af efteråret, og finansminister Nicolai Wammen (S) har tidligere meldt ud, at han er åben over for at droppe kammeradvokatordningen.

"Jeg har ikke nogen speciel præference, hverken for kammeradvokatinstitutionen eller det modsatte. Regeringen vil have et åbent sind, når vi til efteråret skal vurdere, om det er den nuværende konstruktion, eller det er en anden konstruktion, der vil være den mest hensigtsmæssige," sagde finansministeren på et samråd i juni.

Fordele og ulemper ved aftale

Der er store summer på spil for Kammeradvokaten, der også har blandet sig i debatten. Så sent som onsdag var ledende partner i Poul Schmith, Jens Bødtcher-Hansen, ude at forsvare aftalen.

Han mindede blandt andet om, at politikerne i forbindelse med forhandlingerne om den nuværende aftale med Kammeradvokaten, der trådte i kraft i 2015, kom frem til, at der var flere fordele end ulemper for staten.

"Man havde diskussionen tilbage i 2013-14. Der kom man frem til, at det var klogere at have en primær advokat for staten. Hvis man atomiserer det, kommer man ind i en masse interessekonflikter. Vi holder os "rene" for at kunne bistå staten. Vi siger ikke ja til en masse andre opgaver i det kommercielle marked," sagde Jens Bødtcher-Hansen til Finans.

Han henviste til, at Kammeradvokaten har en forsyningsforpligtelse, så firmaet skal sikre sig, at der ikke er interessekonflikter i forhold til firmaets eventuelle kommercielle kunder.

Lisbeth Bech-Nielsen medgiver, at der er fordele ved kammeradvokatordningen. Men hun mener, at ulemperne vejer tungere.

"Vi mener ikke, at det i sig selv er så slemt med et monopol. Vi mener bare ikke, at det skal være et privat monopol. Det er på nogle områder spild af skatteborgernes penge," siger hun.

SF har ikke lagt sig fast på, hvor meget af Kammeradvokatens arbejde, der skal løses inhouse, og hvor meget der skal sendes i frit udbud. Det afhænger af en løbende vurdering af, hvad der giver bedst mening, siger Lisbeth Bech-Nielsen.

Kammeradvokat-topchef agter at banke konkurrenterne i fri konkurrence

Justitsministeren ser gode grunde til større konkurrence om statens advokatopgaver

Statens forbrug af Kammeradvokaten vokser

Analyse: Der er blæst til angreb på advokaternes slagmark

Relaterede

advokatwatch trial

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier