Store advokathuse taber til myndigheder på topliste over kvinders drømmejob

Der er markant forskel på mandlige og kvindelige jurastuderendes karrieredrømme, viser undersøgelse. Tre advokatfirmaer topper mændenes ønskeliste, mens tre myndigheder ligger øverst hos kvinderne.
Domstolene ligger højere på kvindelige jurastuderendes karriereønskeliste end de store advokatfirmaer. | Foto: Joachim Adrian
Domstolene ligger højere på kvindelige jurastuderendes karriereønskeliste end de store advokatfirmaer. | Foto: Joachim Adrian

Når kvindelige jurastuderende skal pege på drømmejobbet, lander fingeren oftere i retning af en offentlig myndighed end et stort advokatfirma, viser en undersøgelse fra analysehuset Universum.

Ifølge undersøgelsen vil de kvindelige studerende helst arbejde hos Anklagemyndigheden efterfulgt af Justitsministeriet og Domstolene.

De mandlige jurastuderende drømmer om en karriere hos de store advokatfirmaer Bech-Bruun, Kromann Reumert og Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith.

"Forklaringen skal findes i, at mænd og kvinder lægger vægt på ret forskellige værdier, når de skal udpege en fremtidig drømmearbejdsgiver," skriver Universum i en pressemeddelelse.

Ifølge Universums undersøgelse ligger værdier som "et rart arbejdsklima" og "ledere der understøtter min udvikling" i top fem hos kvinderne.

Hos mændene er det derimod værdier som "markedssucces" og "prestige ved arbejdsgiveren", som ligger i top fem ud af de i alt 40 værdier, Universum beder de studerende tage stilling til.

Som AdvokatWatch tidligere har skrevet, viser den årlige Universum-undersøgelse generelt, at de store revisionshuse, de såkaldte Big Four-selskaber, er blevet væsentligt mere populære hos de jurastuderende.

"Big Four-virksomhederne har historisk haft fokus på handelshøjskole-profiler samt CBS'ere, politter og civilingeniører, men i de seneste år har de også kastet deres kærlighed på juraprofilerne, og det bliver der kvitteret for," sagde Jesper Dansholm, Universums danske direktør, til AdvokatWatch tidligere på måneden.

Efter slet ikke at have været inde i billedet på sidste års liste indtager Deloitte, EY, PWC og KPMG nu placeringer som henholdsvis nummer 12, 17, 20 og 34 på ranglisten, som omfatter 40 større arbejdspladser i Danmark.

Københavnsk advokatfirma med én kvindelig advokat: "Vi arbejder på at ændre vores ry" 

Revisionshusene buldrer frem på jurastuderendes ønskeliste

Flere advokater forlader advokathusene til fordel for inhouse-stillinger

Jurist efterlyser diversitet i advokatbranchen: "Der er lang vej endnu"

Fortsat lang vej til ligelig fordeling mellem mænd og kvinder i partnerkredse 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også