EU hiver Polen i retten for omstridt udskiftning af dommere

Polens omstridte retsreform, der blandt andet tvangspensionerer højesteretsdommere, bliver nu indbragt for EU-Domstolen for at være i strid med princippet om domstolenes uafhængighed.
AF RITZAU

EU-Kommissionen indbringer en sag om Polens omstridte retsreformer til EU-Domstolen. Det meddeler kommissionen mandag.

En reform af Polens højesteret er ifølge kommissionen i strid med princippet om domstolenes uafhængighed.

Polen har med en lov, der trådte i kraft 3. april 2018, sænket pensionsalderen for højesteretsdommere fra 70 år til 65 år.

Dermed sker en betydelig udskiftning af dommerstanden. 27 af domstolens 72 dommere vil ifølge kommissionen være omfattet af tvangspensioneringen.

Loven giver mulighed for at søge om dispensation til yderligere tre års virke. Men den skal gives af landets præsident. Bekymringen går på, at landets politikere blander sig i domstolens virke.

EU-Kommissionen har krævet en hurtig sagsbehandling ved EU-Domstolen i Luxembourg.

Og kommissionen beder domstolen om midlertidigt at tvinge Polen til at genindføre tilstanden, fra før retsreformen trådte i kraft.

Indtil videre er 21 dommere tvunget på pension.

Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS), der sidder på magten i Polen, har igangsat reformen under løfter om at rense retten for korrupte dommere.

Oppositionen i Polen siger, at der er tale om en politisk udrensning, der har som mål at fjerne dommere, man ikke bryder sig om.

EU-Kommissionen sendte i begyndelsen af juli et brev til Polen. Men svaret fra den polske regering er ifølge kommissionen ikke tilfredsstillende.

En lang række EU-lande har udtrykt opbakning til, at Polen må rette ind.

Polens europaminister forsikrede i forbindelse med et møde for europa- og udenrigsministre i sidste uge om, at Polen naturligvis vil respektere EU-Domstolens afgørelse.

Kommissionen mener, at retsreformen er i strid med EU-traktatens artikel 19 og unionens charter om grundlæggende værdier ved at krænke domstolenes uafhængighed - herunder det at fjerne dommere.

/ritzau/

Dansk ambassadør i Polen: Strid om retsreform berører alle EU-partnere 

Polske højesteretsdommere går til EU-domstolen for at undgå tvangspension

EU går i clinch med Polens retssystem 

Polsk advokat advarer: Retssikkerheden kan hurtigt smuldre 

EU-Kommissionen åbner officel undersøgelse af polsk dommerlov

Rolling Stones kritiserer polsk lovreform i Warszawa 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også