Dansk ambassadør i Polen: Strid om retsreform berører alle EU-partnere
En omstridt polsk retsreform har sat retssikkerheden i Polen under pres, og situationen berører også danskere.
Det siger den danske ambassadør i Polen, Ole Egberg Mikkelsen, til Karnovs branchemedie, K-News.
"Det er jo i første omgang en polsk diskussion. Men den berører også Polens EU-partnere i kraft af det retlige samarbejde mellem EU-landene. Blandt andet i kraft af den europæiske arrestordre er der jo opbygget et system, som bl.a. indebærer, at man udleverer personer til hinanden, hvis der foreligger en anmodning fra et andet EU-land," siger Ole Egberg Mikkelsen til K-News.
I sommer kom EU-Domstolen med en skelsættende afgørelse, der gør det muligt for EU-lande at blokere for udlevering af personer til retsforfølgelse i Polen, hvis der er tvivl om, hvorvidt personen vil få en fair og uafhængig rettergang.
Konflikten i Polen har på den ene side den polske regering, som mener, at ændringerne i retsvæsenet er inden for rammerne af den polske forfatning og i overensstemmelse med retsstatsprincipperne. På den anden side står oppositionen med opbakning fra EU-Kommissionen, som mener, at reformen strider mod retsstatsprincipperne, blandt andet ved indførelsen af en lavere aldersgrænse for pension, som tvinger 40 procent af Polens højesteretsdommere på pension.
Polsk advokat advarer: Retssikkerheden kan hurtigt smuldre
Polske højesteretsdommere går til EU-domstolen for at undgå tvangspension