Domstol orienterede Søik om Njords ombruste sagskompleks

Retten på Frederiksberg orienterede Bagmandspolitiet om kendelser i sager om ulovlige download af film. Der var ikke tale om en decideret politianmeldelse, siger retspræsident, efter Bagmandspolitiet har sigtet Njord-advokat for bedrageri.
Retten på Frederiksberg orienterede Bagmandspolitiet i sag om ulovlige download af film. | Foto: Jens Dresling
Retten på Frederiksberg orienterede Bagmandspolitiet i sag om ulovlige download af film. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU OG STEFFEN MOSES

Retten på Frederiksberg henvendte sig sidste år til Bagmandspolitiet (Søik) i forbindelse med det ombruste sagskompleks om download af film, som nu har taget den drejning, at advokat og partner i Njord Jeppe Brogaard Clausen og selve advokatfirmaet er blevet sigtet for bedrageri.

I Retten på Frederiksberg understreger præsident Christian Lundblad, at der ikke var tale om en politianmeldelse.

"Vi har sendt kendelser til Søik til orientering. Det skete vist engang i foråret," siger Christian Lundblad.

Han tilføjer, at han ikke ved, om andre har indgivet deciderede anmeldelser.

Njord har på baggrund af blandt andet henvendelsen fra Retten på Frederiksberg til Søik indbragt dommer Dan Bjerring og Christian Lundblad for Den Særlige Klageret.

Retten på Frederiksberg har i årene fra 2015 til 2018 afsagt et stort antal kendelser, som pålagde teleselskaber at give oplysninger om enkeltpersoner bag IP-adresser.

Retten fulgte kravet fra de udenlandske selskaber CMS og Mircom, som hævder at repræsentere rettighedshaverne til spille- og pornofilm. Dermed fik de adgang til oplysninger om cirka 50.000 privatpersoner, oplyser retspræsidenten til Ritzau.

Afgørelserne gjorde det muligt for selskabernes advokat Jeppe Brogaard Clausen at rejse krav mod mænd og kvinder over hele landet. De skulle betale, fordi de ulovligt havde downloadet eller delt film, lød påstanden.

Usædvanlig sag

Derefter er cirka 3000-4000 sager blevet rejst ved byretter over hele landet. Mange sagsøgte siger, at de aldrig har downloadet eller delt filmene.

"Sagens omfang er helt usædvanligt," siger retspræsident Christian Lundblad.

Med til historien hører, at landsretten i 2018 bestemte, at teleselskaberne ikke var forpligtet til at udlevere oplysninger om deres kunder.

Jeppe Brogaard Clausen og Njord afviser at have overtrådt straffeloven. Sigtelsen har intet på sig, siger managing partner i firmaet, Lars Lokdam, ifølge Berlingske.

Retssagerne har i længere tid skabt uro ved domstolene. I sommer afviste Københavns Byret flere end 60 sager. Selskabet CMS kunne ikke anlægge sagerne. Et udpluk blev sendt til landsretten, som i december erklærede sig enig.

I juni 2020 afsagde Retten på Frederiksberg en kendelse med et opsigtsvækkende indhold: Søgsmålet kan true retssikkerheden, og det kan vise sig at være strafbart for dem, der står bag.

Flere advokater har luftet deres forargelse over kravene om påståede overtrædelse af ophavsrettigheder. For eksempel har advokat Allan Ohms ifølge Berlingske sagt, at det er "en stor pengemaskine, hvor man gør domstolene til hæveautomater".

Njord-chef om bedragerisigtelse: "Det er et kæmpe anslag mod vores brand"

Njord angriber dommer og retspræsident efter bedragerisigtelse

Njord-advokat sigtet for groft bedrageri

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også