Kromann Reumert tager nye ESG-skridt – ellers "vil det på sigt ramme bundlinjen"

Advokatfirmaet har lavet et ”egentlig strategisk” ESG-arbejde og er også klar med sit første klimaregnskab, fortæller ledende partner, der fortsat afviser konkrete mål for kvinder i partnerkredsen.
"Der er selvfølgelig helt sikkert også nogle medarbejdere, som befandt sig godt med de faste rammer, som en normtid også giver, så det er nok umuligt at finde den perfekte model," siger Christina Bruun Geertsen, ledende partner i Kromann Reumert. | Foto: Pr
"Der er selvfølgelig helt sikkert også nogle medarbejdere, som befandt sig godt med de faste rammer, som en normtid også giver, så det er nok umuligt at finde den perfekte model," siger Christina Bruun Geertsen, ledende partner i Kromann Reumert. | Foto: Pr

Der er blevet sat nye rammer omkring arbejdet med ESG (environmental, social, governance) hos Kromann Reumert, der er klar med sin første ESG-rapport, siden advokatfirmaet sidste år lavede ny strategi på området.

Den nye strategi er ifølge Kromann Reumerts ledende partner Christina Bruun Geertsen ”langt mere specifik og håndfast, fordi vi havde lavet et egentlig strategisk arbejde.”

”Vi har kigget på, hvor vi kan og skal gøre en forskel, men samtidig også truffet nogle fravalg,” siger hun til AdvokatWatch.

Hvad har I fravalgt?

”Vi skal selvfølgelig tage ansvar for vores CO2-aftryk, men vi er ikke en produktionsvirksomhed, så vi har ikke verdens største udledninger. For os er viden og mennesker det absolut vigtigste, så det er også her, vi lægger en stor del af vores fokus.”

ESG fylder stadig mere i advokatbranchen, dels fordi flere klienter i erhvervslivet stiller krav om, at deres rådgivere lever op til samme ESG-standarder, som de selv gør, og dels fordi advokatfirmaernes medarbejdere gerne ser, at deres arbejdsgiver tager samfundsansvar.

”Det allervigtigste for os er, at vi bidrager til samfundet med det, vi kan, og at vi har løbende fokus på trivsel og udvikling hos medarbejderne,” siger Christina Bruun Geertsen.

I er vel ikke sat i verden for at hjælpe samfundet, men for at tjene penge, så er det ikke det, der i sidste ende er jeres fokus?

”De fleste virksomheders fokus er jo at tjene penge, men det er ikke sådan, at det her arbejde giver et plus på bundlinjen, i hvert fald ikke på den korte bane, og det er heller ikke noget, vi måler på. Det handler om at tage et samfundsansvar og samtidig forstå, at det på sigt vil ramme bundlinjen negativt, hvis vi ikke gør det.”

Første klimaregnskab

Hos Kromann Reumert er ESG-agendaen ikke ny, men strategien er blevet mere fokuseret, ligesom advokatfirmaet for første gang har lavet et klimaregnskab.

Det sker som led i, at Kromann Reumert, som AdvokatWatch tidligere har skrevet, er ved at blive godkendt hos Science Based Targets initiative (SBTI), også kendt som Parisaftalen for virksomheder.

”Det har for at sige det lige ud været lidt af en mundfuld at identificere initiativer, fordi vi allerede har gjort det, der lå ligefor, så en række af de nye initiativer vil kunne mærkes i hverdagen. Det kommer vi ikke uden om,” siger Christina Bruun Geertsen.

I det nye klimaregnskab for 2023 kan man for eksempel læse, at Kromann Reumert samlet udleder 4106,1 tons CO2e.

Poul Schmith/Kammeradvokaten, der allerede er godkendt hos SBTI og derfor også laver klimaregnskab, udledte i 2022, der er de seneste tal, 6661 tons CO2e. 

Opgørelsesmetoderne er dog fortsat så usikre, at det kan være svært at sammenligne direkte, men begge advokatfirmaer har bundet sig til at skulle reducere udledningerne kraftigt frem mod 2030, og derfor skal der tænkes kreativt.

”Vi har blandt andet indført madspildsfredag i kantinen. Det er måske ikke noget, medarbejderne ligefrem klapper over, men de har forståelse for det og vil også gerne bidrage. Det matcher jo ret godt, hvordan mange af os også er begyndt at tænke i vores egne husholdninger,” siger Christina Bruun Geertsen.

Fokus på diversitet og lighed

Ud over klimaet har Kromann Reumert også fokus på især trivsel samt diversitet, lighed og inklusion, der samles under forkortelsen DE&I.

”Her har vi blandt andet afskaffet normtid og indført ny bonusmodel,” siger den ledende partner. 

Kromann Reumert har, som AdvokatWatch skrev sidste år, afskaffet normtid for blandt andet at tage noget af presset fra juristerne, der, som flere undersøgelser tidligere har vist, enten forlader branchen eller risikerer at bukke under som følge af et stort arbejdspres.

En fuldmægtig i Kromann Reumert skulle før justeringen fakturere 1300 timer om året, mens kravet hed 1500 timer for en director.

Timekravene var imidlertid kommet til at fylde for meget i kulturen, forklarede Christina Bruun Geertsen til AdvokatWatch i juli sidste år.

”Det ændrer ikke på, at vi er et ambitiøst advokatfirma, hvor man forventes at arbejde meget, men vi fjerner den daglige hovedpine om, hvorvidt man er på budget i forhold til sit timetal,” sagde hun dengang.

Nu har den nye model været virkelighed for Kromann Reumerts medarbejdere i et halvt år, og ”vi er stadig ved at vænne os til det,” siger topchefen.

”Men jeg synes, det virker efter hensigten om også at honorere medarbejdere for ledelse, akkvisition og forretningsudvikling.”

”Der er selvfølgelig helt sikkert også nogle medarbejdere, som befandt sig godt med de faste rammer, som en normtid også giver, så det er nok umuligt at finde den perfekte model. Men alt i alt har det her været en positiv ændring,” siger Christina Bruun Geertsen.

Afviser mål for kvindelige partnere

Når det kommer til diversitet, lighed og inklusion kæmper advokatbranchen med en udpræget dominans af mænd på ledende poster og ikke mindst i partnerkredsene.

Det gør sig også gældende for Kromann Reumert, hvor 16 pct. af partnerne er kvinder, men i modsætning til Bech-Bruun, DLA Piper og Bruun & Hjejle har advokatfirmaet ingen konkret målsætning for andelen af kvindelige partnere.

Kromann Reumert ”stræber efter at skabe de bedst mulige rammer og betingelser, så både mænd og kvinder kan se sig selv i partnerrollen hos os,” lyder det i ESG-rapporten, men Christina Bruun Geertsen afviser, at der er behov for et konkret mål.

”Vi har besluttet, at vi ikke synes, det er det rigtige for os i forhold til at optage flere kvindelige partnere. Vi arbejder i stedet meget målrettet og seriøst med at sikre, at vores kvindelige advokater har muligheden for at gå partnervejen, hvis de ønsker det.”

De fleste, der har forstand på ligestilling, vil nok mene, at man arbejder mere målrettet, hvis der er en konkret målsætning – vil du helt afvise, at det også ville være tilfældet hos jer?

”Det har du sikkert ret i. Konkrete målsætninger ville nok i sig selv drive noget. Men vi har valgt at gå mere målrettet efter at arbejde med adfærd og bias. Det, mener vi, er en mere rigtig og holdbar strategi.”

Hvorfor laver I ikke konkrete mål, hvis du tror, det ville virke?

”Som sagt så tror vi ikke på, at måltal er det eneste rigtige, og vi vil ikke sende et signal til vores mandlige medarbejdere om, at de kan blive hældt af brættet på grund af deres køn,” siger Christina Bruun Geertsen og tilføjer:

”Vi skal sikre lige muligheder uanset køn og i øvrigt uanset for eksempel etnisk og social baggrund, og det er et enormt stort fokus for os i vores ”S”-aktiviteter.”

Ikke tvunget til mål for bestyrelse

Da Kromann Reumert er et interessentskab, skal advokatfirmaet ikke offentliggøre mål for andelen af kvinder i bestyrelsen, hvilket flere andre store advokatfirmaer er blevet tvunget til at gøre i forbindelse med deres 2023-regnskaber.

For eksempel har Bech-Bruun et mål om to kvindelige medlemmer i 2027 i bestyrelsen, der består af otte medlemmer. Gorrissen Federspiel har også sat et mål om to kvindelige bestyrelsesmedlemmer – dog først i 2028, mens Plesners mål er at have en enkelt kvinde i bestyrelsen i 2026.

I sin ESG-rapport gør Kromann Reumert selv opmærksom på forskellen i reguleringen og skriver, at advokatfirmaet ikke er ”underlagt lovgivning, der forpligter os til at rapportere på vores arbejde med bæredygtighed.”

”Vi ønsker dog at give et transparent indblik i vores bæredygtighedsstrategi og -indsatser,” lyder det videre.

Kromann Reumert har dog valgt ikke at fastsætte mål for bestyrelsen.

”Vi har et kvindeligt bestyrelsesmedlem, hvilket svarer til 20 pct. Så kan man diskutere, om det er nok, men det er repræsentativt i forhold til sammensætningen i vores partnerkreds og vil derfor forventeligt kunne ændre sig i takt med, at fordelingen i denne ændrer sig,” siger Christina Bruun Geertsen.

Kromann Reumert skriver i sin ESG-rapport, at advokatfirmaet forventer at blive godkendt hos SBTI i løbet af 2024.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Efter vores vurdering bør sagen afgøres på grundlag af retstilstanden på det relevante tidspunkt – en holdning, som vi blandt andet understøttes i af tre førende advokatkontorers særskilte juridiske vurderinger," udtaler chefjurist i Nordea Danmark. | Foto: Tariq Mikkel Khan

Nordea tiltalt i milliardstor hvidvasksag

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er klar til at åbne døren, så arbejdet med at gennemgå ordningerne for retshjælp og fri proces kan genoptages. | Foto: Mads Claus Rasmussen

Ugens bedste historier på AdvokatWatch