Dansk dommer mærker desperation hos polske kolleger

Dommer Mikael Sjöberg demonstrerer lørdag i fællesskab med europæiske kolleger mod polsk retsreform.
Mikael Sjöberg, formand for Den Danske Dommerforening. | Foto: Jens Dresling
Mikael Sjöberg, formand for Den Danske Dommerforening. | Foto: Jens Dresling
Af Ritzau

Det er meget bevægende at deltage i den storstilede demonstration mod en omstridt polsk retsreform lørdag i landets hovedstad, Warszawa.

Det fortæller Mikael Sjöberg, formand for Den Danske Dommerforening, fra demonstrationen, som begyndte klokken 15.

"Jeg kan mærke på mine polske kolleger, at de er desperate over, hvordan det udvikler sig. De er meget, meget bekymrede over situationen, og jeg kan godt forstå dem."

"Vi andre deler den bekymring, og det er derfor, vi bakker dem op og deltager i den her demonstration," siger han.

Demonstrationen er organiseret af EAJ, den europæiske dommerforening, hvori Mikael Sjöberg er vicepræsident. 

Demonstrationen er organiseret i kølvandet på, at Polens parlament kort før jul vedtog en kontroversiel lov, der strammer grebet yderligere om domstolene i landet.

Loven giver den polske regering mulighed for at fyre eller straffe dommere, hvis deres domme går imod regeringens ønsker om reformer og lovgivning.

Ifølge Sjöberg er dommere fra hele Europa mødt op for at støtte deres polske kolleger, og flere tusinder deltager i demonstrationen.

"Det er ganske fantastisk. Jeg har ikke set noget tilsvarende før. Vores polske kolleger er iklædt deres kapper, og vi er kommet fra stort set alle europæiske lande for at bakke op."

"De går med bannere og EU-flag, og publikum klapper og synger nationalsangen hele tiden. Det er meget bevægende," siger Mikael Sjöberg.

Ifølge det regerende konservative parti er den nye lov nødvendig for at undgå et juridisk kaos, mens oppositionen kalder loven en trussel mod retssikkerheden.

Loven blev vedtaget, få timer efter at EU-Kommissionen havde opfordret Polen til at droppe lovforslaget, indtil loven var blevet vurderet af internationale eksperter.

Ifølge Mikael Sjöberg er der stor mediebevågenhed ved demonstrationen. Han er imidlertid ikke sikker på, at det hjælper noget.

"Jeg synes, at det som europæisk kollega at kunne bidrage og støtte i sig selv er fantastisk. Og hvis det så kan hjælpe bare en lille smule, har det været en stor begivenhed for mig," siger han.

Dommere advarer mod at lade embedsmænd føre retssager

Rigsadvokats udmelding gør indtryk i juridiske kredse  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også