Konkurrenter melder sig klar til advokatboksekamp med stærkere Njord

Fusion giver det nye Njord større rådgivningsmuskler, men det får ikke konkurrenterne på advokatmarkedet til at ryste i bukserne. Størrelse er ikke det vigtigste, lyder det.
Dahl Advokatfirma har omkring 170 ansatte på kontorer i Aarhus, København, Herning, Esbjerg og Viborg. | Foto: Dahl Advokatfirma / PR
Dahl Advokatfirma har omkring 170 ansatte på kontorer i Aarhus, København, Herning, Esbjerg og Viborg. | Foto: Dahl Advokatfirma / PR
AF STEFFEN MOSES OG ANDREAS VESTERGAARD

Når advokatfirmaerne Brockstedt-Kaalund og Njord smelter sammen til efteråret, rykker det nye Njord op i en højere vægtklasse.

Men de andre firmaer i advokaternes boksering ryster ikke i bukserne over de større rådgivningsmuskler og er klar til de uppercuts og nyrestød, som Njord måtte komme med.

"Størrelse er ikke det vigtige. Det, der er afgørende, er, om man har de rigtige specialer og det kommercielt stærkeste setup. Så jeg mener ikke, at konkurrencesituationen har ændret sig," siger Anders Madsen Pedersen, der er kommerciel direktør i Dahl Advokatfirma, til AdvokatWatch.

Som AdvokatWatch skrev torsdag fusionerer Brockstedt-Kaalund og Njord 1. oktober under det fælles navn Njord.

Det nye Njord kommer til at have godt 200 medarbejdere i Danmark, og dermed rykker firmaet forbi Dahl, når det kommer til antallet af medarbejdere. Dahl har ifølge CVR-registret omkring 170 ansatte.

Njord rykker også forbi Hjulmandkaptain, der også er en af de nærmeste konkurrenter inden for full service-advokatfirmaer. Hjulmandkaptain har ifølge CVR omkring 150 medarbejdere.

Dahl: Det er status quo

De tre firmaer er alle til stede i København og Aarhus. Dog er Hjulmandkaptains tilstedeværelse i hovedstaden begrænset til mødefaciliteter.

Derudover har alle tre også kontorer rundt om i Jylland. Njord får efter fusionen Brockstedt-Kaalunds kontor i Silkeborg, mens Hjulmandkaptain har kontorer i Aalborg, Frederikshavn og Hjørring og Dahl i Esbjerg, Herning og Viborg.

Silkeborg er også Dahls markedsområde, men Anders Madsen Pedersen mener godt, at Dahl kan bokse med Njord uden at oprette kontor i byen.

"For mig er det rent strategisk og konkurrencemæssigt status quo, for Silkeborg bliver serviceret af vores aarhusianske afdeling," siger Dahl-direktøren og tilføjer:

"Jeg oplever Randers og Silkeborg som en slags forstæder til Aarhus. Det er også årsagen til, at vi for nogle år siden flyttede vores Randers-kontor ned til Aarhus. Vi kunne se, at erhvervslivet i Randers henter rådgivere i Aarhus."

Dahl lukkede sit Randers-kontor i 2018.

"Vores vækststrategi bygger ikke på geografisk ekspansion, hvor vi skal til at åbne kontorer i alle mulige byer. Vi er meget opportunistiske i forhold til at infusionere kolleger. Vi leder efter partnere, der deler vores syn på at drive en advokatvirksomhed, og ikke hele firmaer."

Horten tager konkurrence alvorligt

Når Njord rykker opad i vægtklasse, kommer de tættere på firmaer som for eksempel Horten, der ifølge CVR har knap 290 medarbejdere på kontorer i København, Aarhus og Herning.

Ledende partner i Horten, Finn Schwarz, holder øje med sin nye konkurrent, men ser ingen grund til at få paraderne højere op.

"Jeg tror, at det er for forenklet alene at kigge på størrelse, men selvfølgelig har størrelse en betydning, hvis man vil ind og byde på store opgaver," siger Finn Schwarz.

Anser du det nye Njord som en trussel for Hortens position i markedet?

"Nej, det gør jeg ikke, men jeg tager dem alvorligt ligesom enhver anden konkurrent, og man er en dårlig spiller på advokatmarkedet, hvis man ikke tænker på, at der nu er kommet en modspiller med en anden størrelse og med et andet argument, end de har haft før."

Hjulmandkaptain ønsker ikke at kommentere på, hvad det nye Njord betyder for konkurrencesituationen.

Uden for Danmark har Njord også kontorer i Tallinn, Riga og Vilnius.

Køge-advokater udnytter fusionskabale og banker flaget ned i den jyske muld

Stor advokatfusion er en realitet: "Størrelse er en vigtig faktor i advokatbranchen"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også