Stor advokatfusion er en realitet: "Størrelse er en vigtig faktor i advokatbranchen"

Brockstedt-Kaalund sætter navn på fusionspartner, og dermed er der en ny storspiller i den danske advokatbranche. Det nye firma kommer til at beskæftige mere end 260 medarbejdere og råde over seks kontorer.
Advokatfirmaerne Njord og Brockstedt-Kaalund har givet hånd på at fusionere 1. oktober. | Foto: Colourbox
Advokatfirmaerne Njord og Brockstedt-Kaalund har givet hånd på at fusionere 1. oktober. | Foto: Colourbox

Det står nu klart, hvilken fusionspartner advokatfirmaet Brockstedt-Kaalund henviste til, da det onsdag kom frem, at Brockstedt-Kaalund planlagde fusion med et landsdækkende advokatfirma.

Det bliver advokatfirmaet Njord, der 1. oktober slår pjalterne sammen med Brockstedt-Kaalund, oplyser Njord i en pressemeddelelse.

Efter fusionen beskæftiger firmaet mere end 260 medarbejdere i alt og bliver ifølge eget udsagn "Danmarks ottende største advokatfirma".

"Størrelse er en vigtig faktor i advokatbranchen. Fagligheden forfines, stordriftsfordele holder omkostningerne nede pr. advokattime, og synligheden tiltrækker den dygtigste arbejdskraft. Vi kan drive vores forretning bedre og mere effektivt sammen," udtaler Lars Lokdam, managing partner hos Njord, i meddelelsen.

Når de to firmaer slår sig sammen, bliver det under navnet Njord.

Brockstedt-Kaalunds ledende partner, Henrik Lyhne, gjorde i starten af året klart, at firmaet ønskede at vokse til dobbelt størrelse og blive "et realistisk alternativ til de store kontorer". Brockstedt-Kaalund råder over 70 medarbejdere.

"Vi har længe ønsket at blive en større spiller i Midtjylland. For os er det vigtigt at være i bevægelse og gribe de muligheder, der kan drive vores forretning til eliten af den danske advokatbranche. Fusionen med Njord imødekommer vores ønsker, og det faglige match mellem kompetencer er nærmest perfekt," udtaler Henrik Lyhne, managing partner hos Brockstedt-Kaalund, i meddelelsen.

Fusionen betyder blandt andet, at virksomheden vil blive stærkere på insolvensområdet og i højere grad vil kunne udvikle legaltech-løsninger til klienterne, fremgår det af meddelelsen.

Den nye virksomhed vil både yde erhvervsrådgivning og privatrådgivning. Efter fusionen har Njord kontorer i København, Aarhus, Silkeborg, Tallinn, Riga og Vilnius.

"Njord vil fortsat gerne vokse i Danmark med dem, der tror på solid faglighed og en stærk international profil. Med Danmarks største tysktalende afdeling og jurister fra alle nordiske lande arbejdende fra kontoret i København skal det internationale fortsat have høj prioritet," udtaler Lars Lokdam i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også