Nationalbanken tror på comeback fra coronakrise i 2021

Dansk økonomi vil ifølge Nationalbanken skrumpe med 4,1 procent i 2020, men indhente det tabte i 2021. Beskæftigelsen vil dog være lavere i nogle år.
Nationalbanken er klar med ny prognose. | Foto: Jens Dresling
Nationalbanken er klar med ny prognose. | Foto: Jens Dresling
Af Ritzau

Den danske økonomi vil ifølge Nationalbankens prognose være skrumpet med 4,1 procent, når året er omme. Til gengæld vil en næsten tilsvarende vækst i 2021 betyde, at det tabte vil være hurtigt hentet.

Til gengæld kan faldet i beskæftigelsen komme til at trække spor flere år ud i fremtiden, viser prognosen.

Nationalbankens prognose, der er udsendt onsdag, ligner dermed den prognose, som Det Økonomiske Råds formandskab, også kaldet vismændene, kom med tirsdag.

Her lød det mest sandsynlige scenarie, at den danske økonomi vil skrumpe med 4,4 procent i år for derefter at hente det tabte i 2021.

Nationalbankens prognose viser et fald i beskæftigelse på 40.000 personer i 2020. Og selv om beskæftigelsen står til at stige i 2021 og 2022, vil den ikke nå det niveau, som Danmark lå på før coronakrisen.

I 2020 vil der ifølge analysen være 5000 færre beskæftiget end i 2019.

Og de færre job kommer til at følges hånd i hånd med, at de offentlige finanser vil have et underskud i både 2020, 2021 og 2022 ifølge Nationalbankens prognose.

I analysen skriver Nationalbanken, at politikerne på Christiansborg allerede nu kan forberede sig på i 2021 og 2022 at skulle finde på måde at sætte mere fut i økonomien.

"Yderligere finanspolitisk stimulus bliver måske nødvendigt i 2021 og 2022. Den finanspolitiske stimulus bør bevare de gode strukturer, der har hjulpet til at skabe et sundt fundament for den danske økonomi," skriver Nationalbanken.

Ligesom de økonomiske vismænd lufter Nationalbanken en bekymring for, at det kan blive et problem for Danmark, hvis omverdenen ikke kommer sig lige så hurtigt som Danmark.

Det kan helt konkret blive et problem for de danske virksomheder, der lever af at sælge til udlandet, at der andre steder i verdenen ikke er samme overskud til forbrug som i Danmark.

Det kan blive en sten i skoen og potentielt koste job i Danmark.

AdvokatWatch har tidligere fortalt, hvordan mange advokatfirmaer i forbindelse med regnskabssæsonen har meldt pas, hvad angår forventninger til den økonomiske udvikling i kølvandet på coronakrisen.

Store advokathuse: "Vi venter på en afklaring om, hvorvidt det bliver en decideret krise eller et bump på vejen"

Største advokathuse taber pusten: "Vi kigger ind i en periode med lavere vækstrater"

Nationalbanken spår stor økonomisk nedgang grundet coronavirus 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også