Husker du august? Revisorer og advokater smed handskerne

ÅRET DER GIK: Et lovforslag om indberetningspligt omkring skatterådgivning trak fronterne skarpt op mellem revisorer og advokater i sensommeren, hvor Gældsstyrelsen også satte sit endelige kuratorpanel, mens tolkeproblemerne fortsatte.
Debat om indberetningspligt for skatterådgivere sendte revisorer og advokater i totterne på hinanden i august. | Foto: Modelfoto/Colourbox
Debat om indberetningspligt for skatterådgivere sendte revisorer og advokater i totterne på hinanden i august. | Foto: Modelfoto/Colourbox

Sommerens sidste måned bød på verbalt slagsmål mellem revisorer og advokater som følge af et lovforslag om indberetningspligt for skatterådgivere.

Debatten handler om, hvorvidt advokater bør fritages oplysningspligten, som udspringer af et EU-direktiv, der skal komme aggressiv skatteplanlægning til livs. Det var der oprindeligt lagt op til, hvilket ifølge revisorerne ville skævvride konkurrencen.

Hvis de ikke kan tilslutte sig, bør de helt droppe skatterådgivningen, lød det i et debatindlæg i Børsen fra Tom Vile Jensen, erhvervspolitisk direktør i FSR - Danske Revisorer. Det fik sindene i kog hos advokaterne, der tog til genmæle.

"Vi mener, at revisorerne er i gang med at skyde helt ved siden af," sagde Paul Mollerup, adm. direktør i Danske Advokater til AdvokatWatch og henviste til fortroligheden mellem klient og advokat som en grundsten i ethvert retssamfund.

Lovforslagets endelige udformning ligger endnu ikke fast, men efter en kovending lagde skatteminister Morten Bødskov i september alligevel op til, at advokater i et vist omfang skal omfattes af indberetningspligten. Et "trist" signal, lød det i den forbindelse fra en af landets førende skatterådgivere, Torben Bagge, mens Paul Mollerup karakteriserede det som en glidebane.

Kamp til stregen

Gældsstyrelsen havde brugt sommerferien på at få det endelige advokatpanel med faste kuratorer til det offentliges konkurssager på plads. Her stod det klart, at DLA Piper havde benyttet den supplerende ansøgningsrunde til at byde Kammeradvokaten op til dans. Med yderligere 14 advokater i panelet stod advokatfirmaet næsten lige så stærkt repræsenteret som statens foretrukne advokat.

Kuratorpanelet har i det hele taget fyldt i 2019, siden Gældsstyrelsen bebudede den nye ordning i starten af året for blandt andet at "øge gennemsigtigheden og deltagerkredsen" i de sager, hvor det offentlige indgiver konkursbegæring. Som AdvokatWatch kunne fortælle i november, sidder Kammeradvokaten imidlertid stadig på de "komplicerede sager", som udgør omkring 10 pct. af den samlede pulje, og som typisk vil være mere indbringende på grund af sagernes omfang.

Historierne om tolkefirmaet Easytranslates utilstrækkelighed ville ingen ende tage. Klager over uegnede eller udeblevne tolke og problemer med sikkerhed nåede også politikerne på Christiansborg. DF mente, at aftalen med det udskældte tolkefirma, som sidste år vandt en kontrakt om at levere oversætterydelser til blandt andre politi og domstole til en værdi af omkring 520 mio. kr., burde rives i stykker.

Stormvejret omgav Easytranslate i de følgende måneder, hvor justitsminister Nick Hækkerup (S) blandt andet måtte svare for sig i flere samråd, mens han satte Kammeradvokaten til at undersøge mulighederne for at opsige aftalen. I december fik det omstridte firma sparket af Rigspolitiet på grund af misligholdelse af kontrakten.

Beskæmmende måling

August var også måneden, hvor den årlige troværdighedsmåling fra kommunikationsfirmaet Radius lå klar. Her tangerede advokaterne bundrekord fra 2012, mens de for andet år i træk landede på en 18. plads blandt 26 forskellige professioner. Advokat Pernille Backhausen kaldte udviklingen "beskæmmende", mens Danske Advokater, der har haft forbedring af advokaters omdømme øverst på dagsordenen, forklarede, at det er "et langt sejt træk at flytte på et omdømme".

Sommerferien havde tilsyneladende ikke fået advokaterne i landets store advokatkontorer på andre tanker. I hvert fald fortsatte tendensen med udbrydere, der startede egen forretning. Mest bemærkelsesværdigt var det, at de fire erfarne Plesner-advokater Jacob Christensen, Shaina Jabbar, Hasse Olesen og Nicholas William Boe Stenderup valgte at bryde ud for at etablere nichekontoret Christensen Partners.

I Roskilde åbnede advokattrioen Kirstine Rechnagel, Axel Lund og Mette Bjørndal Ellekjær advokatfirmaet Orato, mens den erfarne insolvensadvokat Carsten Ceutz sagde farvel til Bech-Bruun efter 18 år i virksomheden.

Det skulle vise sig, at han kun nåede at stå på egne ben i et halvt års tid, inden han slog pjalterne sammen med advokatfirmaet Kirk Larsen & Ascanius, hvor han fra årsskiftet skal udbygge insolvensområdet og indføre en ny fastprismodel i forbindelse med konkurser.

Læs historierne her:

Danske Advokater: Revisorer skyder helt ved siden af

Revisorer opfordrer advokater til at droppe skatterådgivning 

DLA Piper giver Kammeradvokaten kamp til stregen i ombejlet kuratorpanel

DF: Justitsministeren bør annullere kontrakt med omstridt tolkefirma

Efter afsløringer om tolkefirma: Ny justitsminister skal i samråd

Tolkefirma sender tolke på job uden sikkerhedstjek 

Advokater tangerer bundrekord i ny troværdighedsmåling

Fire erfarne Plesner-advokater bryder ud og etablerer nichekontor: "Vi løfter i fællesskab"

Advokattrio slår dørene op for nyt Roskilde-kontor

Bech-Bruun-partner åbner eget kontor – overvejer næste skridt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også