Advokat efter justitsministerens udspil: Jeg er træt af mistænkeliggørelse
"Pape har fået nok", skrev Ekstra Bladet i sidste uge som overskift i en artikel, hvor landets justitsminister i forbindelse med sit stort anlagte udspil om stramninger i advokatbranchen udtalte, at "det er tydeligt for enhver, at der er nogle brodne kar i den her branche."
Men ifølge advokat og partner Allan Ohms bør det også være tydeligt for enhver, at den massive fokus på de relativt få brodne kar i branchen har konsekvenser for advokaters ry og rygte generelt. Og det er han træt af, skriver advokaten i en kommentar i Berlingske.
Han ærgrer sig over, at han og andre advokater skal føle sin "hæderlighed beklikket", og at branchen bliver angrebet - en branche, som i øvrigt ifølge Ohms selv er optaget af at "nå de dårlige advokater i tide."
"Alligevel skal jeg udstilles som hørende til en kaste, om hvilken der ikke er noget pænt at sige. I al beskedenhed leverer jeg varen hver dag, jeg arbejder 12 timer om dagen i gennemsnit og har i mere end en menneskealder svaret enhver sit, jeg har holdt i hundredvis beskæftiget gennem 35 år, og dertil betalt min skat," skriver Allan Ohms i sin kommentar.
Søren Pape Poulsen (K) præsenterede i sidste uge sit længe ventede udspil om skærpede krav i advokatbranchen. Udspillet blev sat i gang sidste år, efter at en række sager om forsvarsadvokater havde skabt overskriften i pressen i løbet af sommeren.
Justitsministeren har afvist at svare på spørgsmål fra AdvokatWatch i forbindelse med udspillet. Han henviser i stedet til pressemeddelelsen.
Forsvarsadvokater om nyt regeringsudspil: Det er en overreaktion