Gorrissen Federspiel klar med lederprogram for at få flere kvinder til tops

Det er til at overse kvinderne i toppen af den danske advokatbranche, og en af branchens største spillere Gorrissen Federspiel søsætter nu et ledelsesprogram, der skal få flere kvinder til tops i advokatfirmaet.
Det skriver Karnovs nyhedsmedie K-News.
Gorrissen Federspiel har kun syv kvinder i partnerkredsen på i alt 50, og i bestyrelsen sidder fire mænd og en enkelt kvinde. Men ifølge advokatfirmaets managing partner, Tomas Haagen, vil flere kvinder i toppen give bedre resultater.
"Vi mener, at det er det rigtige for firmaet. Desuden er det dokumenteret, at organisationer, der har en ligelig fordeling af mænd og kvinder på ledelsesposterne, træffer bedre beslutninger og har større succes - og det skaber en bedre arbejdsplads", siger managing partner hos Gorrissen Federspiel Tomas Haagen.
Lederforløbet går under betegnelsen Advanced Leadership Program 2018. Det er Danish Diversity Council, der står bag forløbet, som består af fem moduler og er tilrettelagt i samarbejde med AVT Business School.
I løbet af et år får deltagerne undervisning inden for blandt andet strategi og ledelse, ligesom de får input fra en mentor tilknyttet og sparring fra internationale universiteter. Fem advokater fra Gorrissen Federspiel deltager i programmet, hvor i alt 21 danske erhvervskvinder deltager.
Mangel på kvindelige partnere rammer advokatfirmaer
Kvinder står uden for magtens centrum hos de største advokathuse