Minister langer ud efter Kammeradvokaten: "Jeg er stærkt utilfreds med processen"

Miljøministeren melder sig nu i koret af kritikere, efter Kammeradvokaten har fumlet så meget med paragrafferne, at ombygningen af to skandaleombruste miljøskibe bliver endnu mere forsinket.
Miljøminister Lea Wermelin (S) er stærkt utilfreds med Kammeradvokaten. | Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Miljøminister Lea Wermelin (S) er stærkt utilfreds med Kammeradvokaten. | Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Det er under al kritik, at udbuddet af ombygningen af de to miljøskibe Sif og Frigg er stødt på grund efter en fejl hos Advokatfirmaet Poul Schmith, bedre kendt som Kammeradvokaten, mener miljøminister Lea Wermelin (S).

Hun stiller sig dermed bagved sin partikollega Bjarne Laustsen, der er godt gal i skralden, fordi udbuddet af miljøskibene må gå om efter en fejl i det udbudsmateriale, som advokatfirmaet har lavet.

"Jeg er stærkt utilfreds med processen i denne sag, som har ført til en meget ærgerlig situation for alle parter," skriver Lea Wermelin i et svar til Folketinget.

For en måneds tid siden kom det frem, at udbuddet af ombygningen af de to miljøskibe skal gå om, fordi udbudsmaterialet indeholdt en uhensigtsmæssig høj økonomisk garantistillelse fra skibsværftet i forbindelse med ombygningen af de to katamaraner.

Det nordjyske værft Jobi, der havde vundet udbuddet, måtte derfor vinke farvel til opgaven til 30 mio. kr., hvilket fik Bjarne Laustsen, der er valgt for S i Nordjylland, til at skumme over i raseri.

"Jeg er hverken rystet eller ked af det, jeg er aldeles rasende over sådan en klamphugger, som vi skatteborgere har givet en god uddannelse og betalt tårnhøje salærer til, fejler," sagde han til Nordjyske Stiftstidende i starten af februar.

En åbenlys fejl

Det er også Bjarne Laustsen, der har fået miljøministeren til at komme med sin udlægning af sagen ved at stille et folketingsspørgsmål. Han vil gerne vide, om ministeren mener, at det er Jobi eller Kammeradvokatens fejl, at udbuddet må gå om.

"Det er helt åbenlyst Kammeradvokatens fejl," svarer Lea Wermelin.

"Kammeradvokaten har taget det fulde ansvar for fejlen i udbudsmaterialet vedrørende miljøskibene, hvilket også kun er på sin plads," tilføjer hun.

Kammeradvokaten har selv erkendt fejlen og laver derfor et nyt udbud uden beregning. Men de værfter, der har været med i det fallerede udbud, har brugt en masse ressourcer, og derfor mener brancheorganisationen Danske Maritime ifølge fagmediet Søfart, at Kammeradvokaten skal betale erstatning.

Søfart skriver desuden, at der vil blive hyret en søretskyndig advokat til at kontrollere, at Kammeradvokaten gør det ordentligt ved det nye udbud.

Sagen om miljøskibene har udviklet sig til en fadæse, siden Miljøstyrelsen købte dem i England tilbage i 2013. De blev købt for knap 17 mio. kr. og skulle erstatte de forældede miljøskibe, der skulle pensioneres. Men skibene ligger stadig på land i Svendborg, fordi projektet flere gange er blevet udskudt og sat på pause. Samtidig er projektet blevet markant dyrere end oprindeligt planlagt.

Miljøstyrelsen vurderer, at fejlen i udbuddet forsinker miljøskibene med yderligere et halvt år.

Kammeradvokaten afviser kompensation efter ombrust udbudskoks

Politiker rasende på Kammeradvokaten efter udbudsfejl: "Sådan en klamphugger"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også