Dansk advokat taber til Skat i sag om knap 200 mio. kr.

Den danske advokat Jeffrey Galmond, der er bosat i Schweiz, lider også nederlag i landsretten i en årelang strid med de danske skattemyndigheder. Det betyder, at han får et skattesmæk på 196 mio. kr.
Jeffrey Galmond i 2006. | Foto: Jan Unger
Jeffrey Galmond i 2006. | Foto: Jan Unger
Af Ritzau

Den danske advokat Jeffrey Galmond, der er bosat i Schweiz, taber en sag om 196 mio. kr. til de danske skattemyndigheder.

Det har Østre Landsret onsdag afgjort i en civilsag. Københavns Byret kom i januar 2018 frem til samme resultat.

Opgøret skyldtes en indtægt på 200 mio. amerikanske dollar, som Jeffrey Galmond tilbage i 2008 opnåede i forbindelse med salg af aktier i et stort russisk teleselskab.

Han angav indkomsten som aktieindkomst. Derimod mener Skattestyrelsen, at der er tale om et honorar og har derfor krævet 196 mio. kr. i restskat.

Galmond lagde herefter sag an mod skattemyndighederne. Men både by- og landsret mener, at det danske skattevæsen har handlet efter bogen.

Jeffrey Galmond, der er dansk statsborger og russisk gift, har slået sine folder blandt andet i Tyskland og i Rusland. Han kom på nært hold af it-minister Leonid Reiman, som er personlig ven af Vladimir Putin.

Det har tidligere været fremme, at engagementet i det russiske erhvervsliv førte til, at han i nogle tilfælde havde livvagter med sig, når han overværede ishockeykampe i Rungsted.

Men i 2008 besluttede han dog at forlade Danmark og at sælge sin ejendom i Rungsted Kyst.

Han har også slået sine folder i Tyskland, hvor en anklage om at have hvidvasket 150 mio. dollar for Reiman faldt til jorden i 2012.

Foruden den civile sag er Galmond sigtet i en sag om groft skattesvig.

Avisen Børsen har tidligere beskrevet, hvordan efterforskningen blev indledt i februar i år, og den førte i juni til, at Jeffrey Galmond blev sigtet for overtrædelse af straffeloven.

Ifølge Børsen er det skattemyndighederne, der har bedt Nordsjællands Politi om at indlede en sag mod Jeffrey Galmond med en påstand om, at han foruden en fængselsstraf skal betale en bøde på 161 mio. kr.

Advokat får snarlig afklaring på potentielt skattesmæk på knap 200 mio. kr.

Dansk advokat er sigtet for skattefusk for 161 mio. kr. 

Dansk advokat i Schweiz taber sag til Skat om 200 mio. kr. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også