Kommissionsformand blander sig i advokaters fremmøde ved Skat-undersøgelse

Kommissionsformand opfordrer bisiddere til nøje at overveje, hvilke afhøringsdage de møder op til ved Undersøgelseskommissionen om Skat, skriver Berlingske. Det har skabt forargelse blandt advokater, der mener, klienterne forventer, de er til stede.
De samlede udgifter til bisidderadvokater i kommissionen ser ud til at løbe op i 130 mio. kr. ifølge Berlingske. | Foto: /Ritzau Scanpix/Sarah Christine Nørgaard
De samlede udgifter til bisidderadvokater i kommissionen ser ud til at løbe op i 130 mio. kr. ifølge Berlingske. | Foto: /Ritzau Scanpix/Sarah Christine Nørgaard

Under første afhøringsdag i Undersøgelseskommissionen om Skat lød der en opfordring fra kommissionsformand Michael Ellehauge til bisidderne om at overveje – og begrænse – hvilke dage de møder op til de indtil videre 47 planlagte afhøringsdage i 2019. I stedet kunne bisidderne få tilsendt protokoludskrift af de afgivne forklaringer. Det skriver Berlingske.

De samlede udgifter til bisidderadvokater i kommissionen ser ud til at løbe op i 130 mio. kr. og slår dermed alle rekorder ifølge avisen. Pengene dækker over "de forventede 40 bisiddere, der deltager i cirka 50 afhøringsdage pr. år i perioden 2019-2021". Antallet af bisiddere er pt. oppe på 48. Bisidderne honoreres efter de samme takster som forsvarere i straffesager, hvilket betyder 15.485 kr. pr. mødedag, inklusive forberedelse.

Kommissionsformandens opfordring har dog skabt forargelse blandt flere advokater, der henviser til, at der i loven om undersøgelseskommissioner står, at bisidderne selv bestemmer, hvornår de vil være der.

"Når man har valgt at beskikke bisiddere, så er det nok, fordi der er brug for det. Og jeg kan som bisidder ikke sidde og pille dage ud, som ikke er relevante, for det kan jeg jo ikke vide på forhånd. Det ved man først bagefter. Og samtidig har man jo også en klient, der ringer og spørger, hvad der sker, og hvad der bliver talt om. De forventer rent faktisk, at man sidder der," siger Martin Cumberland, Cumberland Advokatfirma, til Berlingske.

Han bakkes op af Torben Koch, partner i advokatfirmaet Koch Christensen, og Hanne Rahbæk, partner i advokatfirmaet Nyborg & Rørdam. Pernille Backhausen, advokat og partner i Sirius Advokater, pointerer derimod over for avisen, at kommissionsformandens opfordring til mådehold giver mening med et afhøringsforløb, der strækker sig hen over næsten ét år og med 106 vidner, der skal afhøres. Kommissionen henviser til sin hjemmeside og udtaler sig ellers ikke, lyder det i et skriftligt svar ifølge avisen.

Ekspertudvalg vil begrænse advokater i undersøgelseskommissioner

Formand for retsudvalget: Jurister kan jo også tage fejl 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også