Justitsminister ser gerne at fremmedkrigere falder i kamp

Hvis en fremmedkriger med dansk statsborgerskab kæmper mod danske soldater, håber justitsministeren, at de bliver dræbt. Han spørger, hvorfor man overhovedet går i krig. "Det er vel ikke for at skyde op i luften." Krigere, der tilfangetages, skal udleveres til Danmark, mener han.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K). | Foto: Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K). | Foto: Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe
AF RITZAU

"Det allerbedste var, at de var faldet i kamp dernede, men det er de så desværre ikke alle sammen."

Sådan sagde justitsminister Søren Pape Poulsen (K) tidligere onsdag på et samråd om mulighederne for retsforfølgelse af fremmedkrigere med dansk statsborgerskab.

Og den udtalelse fastholder han:

"Hvis man er så vanvittig og radikaliseret, at man rejser til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat, der ønsker at skære hovedet af os alle og slå os ihjel, og dermed også kæmper mod danske soldater, så håber jeg, at de falder i krigshandlingen," siger Pape.

"Bliver man så taget til fange, har vi en international retsorden, der tager sig af, hvordan folk skal håndteres," siger han.

Danmark skal ifølge Pape tage imod fremmedkrigere, som har dansk statsborgerskab, selv om de har kæmpet for eksempelvis den militante bevægelse Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Sætter man ikke retssystemet ud af kraft ved at sige, at man ønsker, at fremmedkrigere falder i kamp?

"Hvorfor går vi i krig? Det er vel ikke for at skyde op i luften. Går man i krig, så er der kamp. Folk, der rejser ned og kæmper for et så sygt og vanvittigt system som kalifatet og Islamisk Stat, der håber jeg, at de i krigshandlingen falder."

"Alt andet ville være mærkeligt. Men jeg siger så også, at det er i handlingen. Når de er i krig. Bliver de taget til fange, skal vi være et civiliseret samfund, der har en retsorden, som håndterer tingene," siger Pape.

Er der andre målgrupper, som du også ønsker, falder i kamp?

"Nej. Det her handler om krig. Man går ned og kæmper for et kalifat, for et system, der er så sygt, som ønsker at slå os alle sammen ihjel, og som kæmper mod danske soldater, og der håber jeg, at de danske soldater kommer levende hjem. Og dem, de kæmper mod, falder," siger Pape.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) vurderede sidste år, at mindst 150 personer siden 2012 er rejst fra Danmark til Syrien og Irak. Omkring en tredjedel er kommet hjem til Danmark.

Godt 40 voksne fremmedkrigere befinder sig stadig i konfliktzonen, og ti af dem er fængslet, oplyste Pape onsdag på samrådet. De er ikke alle danske statsborgere. Resten er i Danmark, rejst til andre lande eller blevet dræbt.

Højesteret skal vurdere sag mod kriger i Syrien

Forsvarsadvokat lodret uenig med politikerne: IS-krigere skal udleveres

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også