AdvokatWatch

Skatteminister undersøgte om Bech-Bruun kunne fjernes fra at granske udbyttesag

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) oplyser til Børsen, at han i 2017 undersøgte mulighederne for at vælge et andet firma end Bech-Bruun til at lave en advokatundersøgelse af hele udbytteskandalen i Skat. Det var dog ifølge ministeren ikke muligt med de gældende udbudsregler.

Bech-Bruuns hovedsæde i København. Foto: Liselotte Sabroe.

Ud af de otte tilbud, der kom i forbindelse med, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) sendte en undersøgelse af sagen om udbytteskat i udbud, var det Bech-Bruun, som kom med det mest attraktive bud i forhold til pris og kvalitet. Alligevel overvejede Karsten Lauritzen at vælge et andet advokatkontor, da det også fremgik af tilbuddet, at Bech-Bruun havde "ydet assistance" til udenlandske pensionsinstitutter og banker, der kunne knyttes til "udbytteskattemæssige konsekvenser af forskellige transaktioner", skriver Børsen.

"Min holdning var, at det var problematisk at lade Bech-Bruun få udbuddet, når de oplyste om, at de også havde rådgivet andre om udbytteskat. Men de leverede et udbudsmateriale af høj faglig kvalitet, som også var prismæssigt attraktivt, og så kunne man ikke lave det om," siger Karsten Lauritzen til avisen.

Justitsministeriet og anklagemyndigheden kendte angiveligt ikke til North Channel Banks rolle i udbyttesagen, og de to myndigheder godkendte derfor i 2017, at Bech-Bruun kunne stå for advokatundersøgelsen til trods for, at Bech-Bruun havde ydet rådgivning om udbytteskat. Skatteministeren oplyser til Børsen, at han undersøgte mulighederne for at vælge et andet firma.

Hos Bech-Bruun lyder det fra firmaets managing partner, Simon Evers Hjemlborg, at advokathuset "eksplicit skrev skattepartnerens cv ind i tilbuddet" og gjorde opmærksom på, at advokaten havde "erfaring med tilbagesøgning af udbytteskat".

"Dengang var der ingen af os, der hverken vidste eller troede, at North Channel Bank ville være involveret i sagen, og det, vi rådgav om i den forbindelse, havde vi heller ingen grund til at tro var relateret til den formodede svindel," siger Simon Evers Hjemlborg til Børsen.

Bech-Bruun: Vi havde ingen krystalkugle som kunne fortælle os hvad der ville ske

Bech-Bruun supplerer sin egen tidligere forklaring i udbyttesag

Relaterede

advokatwatch trial

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier