Forsvarsadvokat og drabsdømt ubådsbygger dropper Højesteret

Den drabsdømte ubådsbygger Peter Madsen og forsvarsadvokat Betina Hald Engmark opgiver at få sagen prøvet ved landets øverste retsinstans.
Forsvarsadvokat Betina Hald Engmark | Foto: /Ritzau/Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Forsvarsadvokat Betina Hald Engmark | Foto: /Ritzau/Scanpix/Mads Claus Rasmussen
AF RITZAU

Højesteret kommer ikke til at tage stilling til Peter Madsens livstidsdom.

Det oplyser hans forsvarer, advokat Betina Hald Engmark, til TV2.

Ved Københavns Byret blev Peter Madsen under stor mediebevågenhed dømt for at have seksuelt mishandlet den svenske journalist Kim Wall, inden han dræbte hende. For den forbrydelse blev han idømt fængsel på livstid i både byret og landsret.

Betina Hald Engmark sagde efter dommen i Østre Landsret i september, at der kunne være grundlag for at gå til Højesteret, da der typisk skal mere end ét drab til at idømme livstid.

Men nu er Højesteret altså droppet.

Selv hvis Madsen ville i Højesteret, var det ikke sikkert, at han havde fået lov.

Det kræver nemlig, at han indbringer spørgsmålet for Procesbevillingsnævnet, som herefter vil vurdere, om sagen er så principiel, at den skal for ved Højesteret.

Analysen fra flere eksperter lød da også, at det var urealistisk at forestille sig, at Højesteret skulle kigge på sagen.

"Generelt vil jeg sige, at jeg tror simpelthen ikke på det," sagde blandt andre professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet Eva Smith.

"Der er masser af tilfælde, hvor en person er blevet idømt livsvarigt fængsel, uanset at der - i gåseøjne - kun er tale om ét drab, og uanset at han er ustraffet," tilføjede hun.

Sagen begyndte at rulle i august sidste år. Gennem noget tid havde journalisten Kim Wall forsøgt at lande et interview med den excentriske ubådsbygger, og pludselig var han klar.

Interviewet skulle foregå 10. august i Madsens hjemmebyggede ubåd, og ved 19-tiden stævnede de to derfor ud fra Refshaleøen i København.

Planen var egentlig, at Wall nogle dage senere skulle flytte til Kina med sin danske kæreste.

Men Kim Wall kom ikke med i land, da Peter Madsen blev reddet fra sin sykende ubåd. 11 dage senere skyllede hendes torso i land på det sydlige Amager.

I mellemtiden var Madsen både blevet anholdt og fængslet - sigtet for drab.

/ritzau/

Landsretten enig med byretten: Idømmer Peter Madsen fængsel på livstid 

Forsvarsadvokat indleder kamp mod livstid i landsretten 

Forsvarsadvokater kalder dom i ubådssag "overraskende" og "bemærkelsesværdig" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også