Forsvarsadvokater kalder dom i ubådssag "overraskende" og "bemærkelsesværdig"

Ubådssagen har skabt stor debat blandt forsvarsadvokater, som mener, at Peter Madsen med en livstidsdom har fået en usædvanligt hård straf.
Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen og andre forsvarsadvokater er overraskede over livstidsdom i ubådssagen. | Foto: Jens Dresling/Polfoto
Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen og andre forsvarsadvokater er overraskede over livstidsdom i ubådssagen. | Foto: Jens Dresling/Polfoto

Nogle af landets mest fremtrædende forsvarsadvokater stiller sig undrende over for den dom, der onsdag faldt i Københavns Byret i sagen om mordet på journalisten Kim Wall.

Sagen er blevet dækket massivt i både danske og internationale medier, og nogle af landets mest erfarne forsvarsadvokater har også fulgt med fra sidelinjen. Her har onsdagens livstidsdom skabt undren.

Mette Grith Stage er ifølge Berlingske "virkelig overrasket" over livstidsdommen, og det er ifølge Mette Grith Stage "ikke på linje med retspraksis, at give så hård en dom for et enkeltstående drab". Hun havde i stedet forventet tidsbegrænset straf på 16 år eller en forvaringsdom.  

Også forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen, der har været forsvarer i en række drabssager, kalder dommen bemærkelsesværdig.

»Det er absolut ikke normalt, at man får livstid for et enkeltdrab, så dommen er meget bemærkelsesværdigt. Selv for voldsomme drab er udgangspunktet 12 års fængsel, hvortil der så kan være nogle skærpende omstændighed, eksempelvis hvis offeret er tilfældigt, eller der er tale om en likvidering,« siger Michael Juul Eriksen til Berlingske.

Han antyder over for avisen, at mediernes tætte dækning af sagen kan have påvirket dommen.

Formand for Landsforeningen for Forsvarsadvokater, Kristian Mølgaard, er ligeledes overrasket over livstidsdommen med henvisning til, at der er tale om et enkeltstående drab. Han understreger dog, at vurderingen er svær, da der ikke er mange sammenlignelige sager.

I Politiken siger forsvarsadvokat Ulrik Sjølin Pedersen, at det er "påfaldende, at retten giver ham (Peter Madsen, red.) livstid, når han er indstillet til forvaring," med henvisning til retslægernes råd.

Mens en forvaring kan tages op efter fem år, kan en livstidsdømt først få prøvet dommen efter 12 år.

Det er forsvarsadvokat Betina Hald Engmark, der har ført sagen for Peter Madsen. Dommen blev anket til Landsretten straks efter domsafsigelsen.

Anklager Jakob Buch-Jepsen: Ubådssagen er gået mere ind under huden

Her er anklager og forsvarer i retsopgøret mod Peter Madsen  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også