Advokat køber militærkaserne: "Jeg ser et stort og spændende udviklingspotentiale"

Advokat Michael Vesthardt, indehaver af Vesthardt Advokatfirma i Helsinge, har købt den 72 hektar store Auderødlejr ved Frederiksværk.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis og Halsnæs Avis.
Prisen for lejren er 10 mio. kr. og lejren er købt gennem selskabet Glædelundsgård ApS, som Michael Vesthardt ifølge Frederiksborg Amts Avis stiftede i juli.
"Jeg ser et stort og spændende udviklingspotentiale i Auderødlejren. Det er ikke længe siden, at jeg hørte om, at muligheden for at købe den var til stede, og det satte tanker i gang om, hvad man kan bruge sådan et område til," siger Michael Vesthardt til Frederiskborg Amts Avis.
Auderødlejren er en gammel militærkaserne, hvor Udlændingestyrelsen i en årrække, trods lokal modstand, har drevet asylcenter. Borgmester i Halsnæs, Steen Hasselriis (V), har tidligere udtrykt ønske om, at der blev udviklet på området.
Ifølge Vesthardt svarer prisen til, hvad "en 90 kvadratmeter lejlighed på Christianshavn koster”, men han noterer, at han med købet har fået 72 hektar og 28.000 kvadratmeter bygninger. Han vil dog ikke oplyse, hvilke planer han har med lejren.
"Det er lidt for tidligt. Men vi arbejder med to hovedspor, og jeg ville ikke skabe en stemning for det ene eller andet endnu. Vi er ved at undersøge mulighederne for de ting, vi har i tankerne," siger Michael Vesthardt.
Sønderborg-advokat erkæret konkurs
Kammeradvokaten skal have 350.000 kr. for undersøgelse af omstridt vindmølleprojekt