Advokat for boligejere: Retten turde ikke gå det sidste skridt – det må Højesteret gøre

Christian Dahlager er en ærgerlig, men stadig kampberedt advokat, efter at han onsdag tabte tre sager i Østre Landsret om realkreditsektorens omfattende bidragsforhøjelser.
Sager, der kan få betydning for titusindvis af andre boligejere, som også har set deres bidragssatser stige voldsomt.
"Umiddelbart er det selvfølgelig lidt ærgerlige domme. Vi havde håbet på et bedre resultat. De fylder tilsammen næsten 300 sider, så det er meget grundige domme, men retten turde ikke gå det sidste skridt - det må Højesteret gøre," siger Christian Dahlager, advokat hos Foldschack, Forchhammer og Dahlager.
Han anerkender Østre Landsrets grundighed, men mener, at dens afvejning er forkert.
"Retten har efter min mening i for høj grad lagt vægt på, at en aftale er en aftale," siger Christian Dahlager.
Ingen konkurrence
Han har i stedet argumenteret for, at retten skulle afveje hensynet til låntagernes interesse. Han argumenterer med, at der ikke er konkurrence på markedet, og at rapporter fra skønsmænd fastslår, at der ikke har været saglige grunde til bidragsforhøjelserne i forhold til problemet med manglende polstring i realkreditsektoren. Endelig har realkreditinstitutter ifølge ham en vis grad af samfundsansvar.
"Det er i virkeligheden en slåskamp om, hvor meget man skal have lov til at tjene på bekostning af forbrugernes privatøkonomi. Landsretten lægger vægt på, at en aftale er en aftale, men jeg siger, at det er en fiktiv situation, for der er ingen konkurrence. Man kan som boligejer ikke gå et andet sted hen. Og det er ikke ligeværdige parter," argumenter Christian Dahlager.
"Men det er jomfruelig jord, vi går på, for vi har altid sagt, at aftaler er aftaler. Så det næste skridt må Højesteret tage. Det er også den, der skaber ny ret her i Danmark," siger Christian Dahlager.
Forventer at anke
Han regner med, at hans klienter er med på at anke alle tre sager - en mod BRFkredit og to mod Totalkredit.
"Jeg vil tro, at vi kan få en domsafsigelse i Højesteret lige inden sommerferien næste år eller lige efter. Der går ikke mere end et år," vurderer Christian Dahlager.
BRFkredit ønsker ikke at stille op til interview, men bestyrelsesformand Carsten Tirsbæk Madsen skriver i en e-mail:
"Landsrettens afgørelse faldt, som vi havde forventet, ud til fordel for BRFkredit. Landsretten mener, at bidragsreguleringen har været berettiget. Vi har ikke yderligere kommentarer til sagen."