Historisk aftale på plads: Staten skal eje 20 procent af nye havvindmøller

Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale, der fastlægger rammerne for danmarkshistoriens største udbygning af havvind, hvilket også fodrer advokater, der arbejder med vedvarende energi.
Staten skal eje en femtedel af nye havvindmøller via et statsligt holdingselskab, som oprettes til formålet. | Foto: Marcus Emil Christensen
Staten skal eje en femtedel af nye havvindmøller via et statsligt holdingselskab, som oprettes til formålet. | Foto: Marcus Emil Christensen
AF Ritzau

Fremover bliver den danske stat medejer af en række af landets havvindmølleparker.

Det har et bredt flertal i Folketinget aftalt tirsdag aften.

Aftalen indebærer, at kommende udbud af havvindmøller, der skal levere seks gigawatt, skal ske med et statsligt medejerskab på 20 procent.

Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Staten får et indirekte medejerskab via et statsligt holdingselskab, som oprettes til formålet.

Det skal sikre størst mulig økonomisk værdiskabelse for staten, skriver ministeriet.

”Vi kan nu endelig give markedet grønt lys til udbygningen af potentielt 14 gigawatt havvind eller mere – og de fleste af dem vil staten og danskerne for første gang blive medejere af og dermed få en andel af de faktiske indtægter fra havvinden,” udtaler klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard i meddelelsen.

Aftalen sætter rammerne for udbuddet af sammenlagt ni gigawatt havvind. Potentielt kan det dog ende med 14 gigawatt.

Det skyldes, at de energiselskaber, der vinder udbuddene, kan få lov at opføre flere møller på pladsen.

En gigawatt kan som udgangspunkt forsyne en million husstande med strøm.

Danmark har i dag havvindmølleparker med en kapacitet på 2,3 gigawatt. Der er derfor tale om op til en seksdobling af den nuværende kapacitet.

Skepsis

Brancheorganisationen Green Power Denmark har tidligere været ude og advare mod, at staten blev medejer af kommende havvindmølleparker.

Det vil medføre unødvendig kompleksitet og usikkerhed i udbuddene, lød det.

Men Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark, mener, at man er kommet frem til en god aftale.

”Statens ejerandel er sat ned i forhold til regeringens udspil, og der kommer en tydelig armslængde mellem den statslige virksomhed og det politiske niveau,” udtaler han i en pressemeddelelse.

”Men det bliver spændende at se, hvordan investorer og udviklere reagerer på, at staten skal med som aktør.”

Politisk direktør hos interesseorganisationen Dansk Industri (DI), Emil Fannike Kiær, mener heller ikke, at statsligt medejerskab er ”den ideelle løsning”.

Alligevel mener han, at de fastsatte rammer for udbuddene kan blive et temposkift i den grønne omstilling.

”Det her kommer til at ændre praksis for vindudviklerne herhjemme, så nu handler det om, at konstruktionen ikke forsinker udbuddene eller mindsker investorinteressen,” udtaler Emil Fannike Kiær i en pressemeddelelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter