Danmark og Østersølande vil syvdoble strøm fra havvind

Danmark og de øvrige lande i Østersø-regionen vil have en kapacitet på mindst 19,6 gigawatt havvind i 2030. Det sender endnu mere vind i sejlene til advokater, der beskæftiger sig med vedvarende energi.
Havvindmølleparken i Østersøregionen skal udvides markant i de kommende år, når kapaciteten skal syvdobles frem mod 2030. | Foto: Marcus Emil Christensen
Havvindmølleparken i Østersøregionen skal udvides markant i de kommende år, når kapaciteten skal syvdobles frem mod 2030. | Foto: Marcus Emil Christensen
AF Ritzau

Danmark og de øvrige Østersølande forpligter sig til en ambition om at ville syvdoble mængden af strøm fra havvind i Østersøen frem mod 2030.

Det fremgår af en erklæring, som bliver præsenteret tirsdag på Marienborg, statsminister Mette Frederiksens (S) embedsbolig.

”Vi deler et stort potentiale for offshorevind,” siger Mette Frederiksen på pressemødet.

”Så længe vi er afhængige af fossile brændstoffer,” er vi sårbare, siger statsministeren.

Den grønne strøm, som altså kommer fra havvind, skal på sigt gøre, at landene i regionen omkring Østersøen bliver uafhængige af russisk gas. Samtidig skal det give en positiv effekt for klimaet.

”Som lande, der ligger ved Østersøen, er vi på energiområdet klar til at svare på Ruslands aggression,” fremgår det af erklæringen.

”Vi er stålsatte på at styrke vores samarbejde om energi og vores modstandsdygtighed, der kan bakke op om vores indsats med at udfase vores afhængighed af russiske fossile brændstoffer så hurtigt som muligt, samtidig med at vi bidrager til klimaneutralitet i EU,” står der.

Landene er blevet enige om, at kapaciteten af havvind skal syvdobles fra det nuværende niveau på 2,8 gigawatt i Østersøen til mindst 19,6 gigawatt i 2030.

Østersølandene anerkender desuden i erklæringen, at potentialet for såkaldt offshorevind i Østersøen er på op til 93 gigawatt i 2050. Det har EU-Kommissionen tidligere vurderet.

Ruslands invasion af Ukraine i februar har medført, at landene omkring Østersøen ønsker at gøre sig fri af den russiske gas.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fremhæver ved pressemødet, at Rusland har fået skruet prisen på gas ekstremt meget i vejret, efter at de vestlige lande har indført sanktioner mod russerne.

”Putins forsøg på at afpresse os med fossile brændstoffer slår fejl,” siger hun med henvisning til Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Foruden Danmark er regeringslederne fra Tyskland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Sverige og Finland medunderskrivere af erklæringen.

Tirsdagens topmøde på Marienborg kommer få måneder efter et tilsvarende i Esbjerg. I det deltog Danmark, Tyskland, Holland og Belgien.

Her blev landene enige om et mål om at tidoble kapaciteten for havvind i Nordsøen til 150 gigawatt frem mod 2050.

10.000 vindmøller skal tidoble kapacitet for havvind i Nordsøen

Nøgletal for statens Kammeradvokat-forbrug vokser efter flere år med fald

Accura opdyrker nyt forretningsområde: ”Det er et godt sted at satse”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også