10.000 vindmøller skal tidoble kapacitet for havvind i Nordsøen

Danmark, Tyskland, Holland og Belgien vil tidoble kapaciteten for havvind i Nordsøen, hvilket vil øge behovet for juridisk rådgivning inden for vedvarende energi yderligere.
Mette Frederiksen understreger, at det er vigtigt at gennemføre planen i fællesskab. | Foto: Jens Dresling
Mette Frederiksen understreger, at det er vigtigt at gennemføre planen i fællesskab. | Foto: Jens Dresling
Af Ritzau og Steffen Moses

Den stride vind i Nordsøen vest for Danmark skal nu omsættes til energi. Danmark, Tyskland, Holland og Belgien vil indgå aftale om at tidoble kapaciteten for havvind i Nordsøen til mindst 150 gigawatt frem mod 2050. Parterne mødes onsdag til et topmøde om havvind i Esbjerg.

De mange gigawatt er nok til at forsyne cirka 230 millioner europæiske husstande med grøn strøm og vil kræve samlede investeringer for over 1000 milliarder kroner. Det skriver Jyllands-Posten.

”Hvis vi skal høste al den vind, der kan høstes i Nordsøen, bliver vi nødt til at gøre det i fællesskab. Nordsøen kan rigtig meget, og det er også derfor, at dette tætte samarbejde skal i gang nu,” siger statsminister Mette Frederiksen (S).

Det er nok til at forsyne omkring halvdelen af indbyggerne i unionen. Ifølge EU-Kommissionen er der brug for 300 gigawatt havvind i hele EU frem mod 2050.

”Nu siger vi i de fire lande, at vi leverer i hvert fald halvdelen af det. Det er ret godt gået,” siger Mette Frederiksen.

Med den nye aftale vil der komme et endnu større behov for juridisk rådgivning inden for området for vedvarende energi, hvor advokatfirmaerne allerede har rygende travlt.

I sidste måned kom regeringen med et energiudspil, hvor det på grund af krigen i Ukraine er ambitionen at skrue gevaldigt op for den grønne omstilling, og dengang meldte flere advokatfirmaer om travlhed.

”Det her vil formentlig medvirke til yderligere aktivitet på området, hvor vi i forvejen har meget at lave,” sagde Niklas Korsgaard Christensen, ledende partner i Plesner, til AdvokatWatch for en måned siden.

Ifølge Politiken skal der som led i den nye aftale sættes 10.000 af de allerstørste vindmøller op i hovedsageligt Nordsøen. Møllerne er omtrent lige så høje som Storebæltsbroens pyloner.

Regeringen vurderer, at knap en fjerdedel af dem skal stå i den danske del af Nordsøen. De fire lande vil inden 2030 bygge havvindmøller med en kapacitet på 65 gigawatt. Derudover står de blandt andet sammen om at etablere den nødvendige el-infrastruktur i Nordsøen.

Når de forskellige landes energi-øer og havvindmølleparker forbindes, bliver infrastrukturen billigere, og forsyningssikkerheden bliver større. Der er i øjeblikket en samlet kapacitet på 2,3 gigawatt i danske farvande.

Advokater ser gyldne muligheder i regeringens grønne plan

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også