Statsministeren melder sig på banen om eventuel undersøgelse af FE-sag

Statsminister vil afvente dom før eventuel undersøgelse af FE-sag, siger hun efter udgivelsen af Findsen-bog.
Tidligere spionchef Lars Findsen signerer sin nye bog "Spionchefen - Erindringer fra celle 18" i København, torsdag den 13. oktober 2022. | Foto: Emil Helms
Tidligere spionchef Lars Findsen signerer sin nye bog "Spionchefen - Erindringer fra celle 18" i København, torsdag den 13. oktober 2022. | Foto: Emil Helms
Ritzau

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger til pressen i Aalborg, at hun ikke kan gå i detaljer om FE-sagen og Lars Findsen.

”Jeg har selv haft et godt samarbejde med Lars Findsen - også da jeg var justitsminister.”

”Nu er der en sag ved domstolen. Jeg har meget stor tillid til retssystemet i Danmark og synes det er vigtigt, at sagen får lov til at forløbe, som den skal der.”

Herefter spørger en journalist, om hun vil bakke op om en kommissionsundersøgelse af sagen.

”Jeg synes, at vi skal tage tingene i den rigtige rækkefølge. Der er en tiltale og en sag ved domstolene. Det synes jeg, at der skal være respekt omkring.”

”Så kan Folketinget altid efterfølgende diskutere, om der er noget man på den ene eller anden måde ønsker at få afdækket.”

Mette Frederiksen pointerer, at hun har tavshedspligt og ønsker desuden ikke at kommentere departementschef Barbara Bertelsens rolle i sagen.

FE-sagen har stjålet overskrifter torsdag, efter Lars Findsen udgav en bog.

I bogen skriver Lars Findsen blandt andet om et møde med daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) 17. august 2020.

Hun sagde ifølge ham, at hun var ”med på, at der ikke er noget at bebrejde hverken FE, din indhentningschef eller dig. Men du har været med så mange år, at du godt ved, at jeg skal kunne tælle til 90”.

Ifølge bogen frygtede Bramsen, at tilsynets kritik ville ramme så voldsomt, at regeringen måtte gå af. Ved at hjemsende Lars Findsen og flere andre centrale medarbejdere kunne noget af kritikken afbødes.

Lars Findsen er i en straffesag sat under tiltale for at have røbet statshemmeligheder over for flere personer, efter at han blev hjemsendt fra topposten i Forsvarets Efterretningstjeneste i august 2020.

Findsens anklager mod regeringen har torsdag fået en samlet blå blok til at ønske en kommissionsundersøgelse.

Også Moderaternes Lars Løkke Rasmussen ønsker sagen undersøgt, men først efter domstolenes arbejde.

Hverken SF eller Enhedslisten ønsker for nuværende at kommentere Lars Findsens anklager mod regeringen i ny bog, eller hvorvidt en undersøgelseskommission af FE-sagen skal nedsættes. Det oplyser partierne til Ritzau.

Enhedslisten har tidligere åbnet for en uvildig undersøgelse af sagen.

De Radikale er foreløbigt ikke vendt tilbage på spørgsmålene.

Alle borgerlige partier ønsker kommissionsundersøgelse af FE-sag

Advokatsamfundet kræver uafhængig undersøgelse af Findsen-sag

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også