Voldtægtsofre kan få bistandsadvokat før anmeldelse

Fremover skal ofre for seksuelle overgreb have adgang til en bistandsadvokat, allerede inden de kontakter politiet for at anmelde. Det mener et politisk flertal, som med ny aftale følger op på finansloven for 2021. 
Aftalen er en opfølgning på finansloven for 2021, hvor der blev afsat i alt 40 mio. kr. i 2021 og 2022 til at styrke rådgivningen til ofre for seksuelle overgreb. | Foto: Emil Helms
Aftalen er en opfølgning på finansloven for 2021, hvor der blev afsat i alt 40 mio. kr. i 2021 og 2022 til at styrke rådgivningen til ofre for seksuelle overgreb. | Foto: Emil Helms
Af Ritzau

Ofre for seksuelt overgreb skal have adgang til en bistandsadvokat, allerede inden de kontakter politiet for at anmelde.

Det mener et politisk flertal bestående af regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet ifølge en pressemeddelelse.

Aftalen er en opfølgning på finansloven for 2021.

"Vi skylder ofre for voldtægt og andre seksuelle overgreb et langt bedre møde med retssystemet, så de trygt tør anmelde de forbrydelser, de har været udsat for," siger justitsminister Nick Hækkerup (S) i meddelelsen.

Ofre kan, når ordningen træder i kraft, få kontakt til bistandsadvokater gennem de lister, som politiet i dag anvender, når de skal finde advokater til ofre i sager om seksuelt overgreb.

Listerne bliver offentliggjort på myndighedernes hjemmesider og vil også være tilgængelige hos organisationer som Center for Seksuelle Overgreb.

Som det er nu, får ofre beskikket en bistandsadvokat, efter de har anmeldt sagen til politiet.

Helt konkret skal ofre for seksuelle overgreb fremover have ret til at få vejledning af en bistandsadvokat, før overgrebet bliver anmeldt til politiet, samt en opfølgende samtale med en bistandsadvokat efter retssagen.

Det skal styrke deres retssikkerhed og sørge for, at ofrene oplever en større tryghed i forbindelse med straffesagen.

"Det har stor betydning for ofre, som er traumatiserede efter overgreb, at de har nogen, der kan støtte og bistå og vejlede i den svære situation. Det er altafgørende, at de har den opbakning," siger retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Detaljerne i ordningen er fortsat ved at blive udarbejdet, herunder rammerne for samtalen med bistandsadvokaten.

Organisation vil gøre kurser om voldtægt en del af bistandsadvokaters efteruddannelse

Ofre for seksuelle overgreb får ret til bistandsadvokat før anmeldelse

Ekspertpanel anbefaler løft af bistandsadvokatordningen for at støtte voldtægtsofre 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også